Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Abuja, 30/05/2025 - 14:47

Huse skyllet væk af vandmasser i Nigeria: Mindst 88 døde

Talsperson melder om fortsat stigende dødstal under voldsomme oversvømmelser i det centrale Nigeria.

Af: /ritzau/AFP

Oversvømmelser i det centrale Nigeria har kostet mindst 88 mennesker livet.

Det oplyser en talsperson for nigerianske redningsfolk ifølge nyhedsbureauet AFP fredag.

- Dødstallet er omkring 88, siger Hussaini Isah fra den statslige krisemyndighed Sema.

Han siger, at dødstallet er "stigende".

Der er blevet meldt om voldsomme oversvømmelser i blandt andet byen Mokwa, som ligger i delstaten Niger.

Her er over 50 hjem blevet ført med af vandmasserne.

Årets regntid i Nigeria er blot ved at begynde. Den varer normalt omkring seks måneder. Forskere advarer om, at klimaforandringer allerede nu medfører mere ekstreme vejrmønstre.

Oversvømmelser skaber hyppigt store problemer i Nigeria, hvor mange hvert år mister livet på grund af voldsomme regnskyl og dårlig infrastruktur.

Problemerne består blandt andet i utilstrækkelig afledning af regnvand, hjem tæt på vandveje og affald, der bliver dumpet i kanaler og afløb.

2024 var et af de værste oversvømmelsesår i årtier i Nigeria.

Over 1200 mistede livet, og 1,2 millioner mennesker blev fordrevet. Store dele af landet blev påvirket.

/ritzau/AFP

TjekDet - faktatjek