Manila, 13/05/2026 - 14:33
Vidner melder om skud og kaos i Filippinernes senat
Situationen er usikker i Filippinernes senat, hvor en politiker ventes anholdt som led i international sag.
Eloisa Lopez/Reuters
Af: /ritzau/Reuters
Der er blevet hørt skud i det filippinske senat, hvor personer er blevet bedt om at søge dækning.
Det oplyser øjenvidner onsdag til nyhedsbureauet Reuters.
Nyhedsbureauet melder om kaotiske tilstande forud for et ventet forsøg på at anholde en senator, som er eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol (ICC).
Det står ikke umiddelbart klart, hvad der sker, eller hvem der har affyret skuddene.
Meldingerne om skud kommer, kort efter at Ronald dela Rosa, som er medlem af senatet, på Facebook har sagt, at hans anholdelse er nært forestående.
Ronald dela Rosa er eftersøgt af ICC for at have spillet en helt afgørende rolle i den tidligere præsident Rodrigo Dutertes såkaldte "krig mod narkotika", som kostede tusindvis af mennesker livet.
/ritzau/Reuters




