Esbjerg, 04/07/2026 - 23:34
Mand med legetøjspistol i biografen er sigtet for trusler på livet
Politiet rykkede ind i esbjergensisk biograf i fuldt udstyr, da gæst havde pistollignende genstand med.
Af: /ritzau/
Syd- og Sønderjyllands Politi rykkede lørdag aften ud til en anmeldelse om, at en mand var set med en pistollignende genstand i en biografsal i Esbjerg.
Genstanden i tasken viste sig at være en legetøjspistol. Men den 51-årige mand, der er fra Esbjerg Kommune, er sigtet for trusler på livet, da han viste den pistollignende genstand til en af biografens ansatte.
Det oplyser kredsen i en pressemeddelelse lørdag aften.
- Politifolkene var i fuldt udstyr og bevæbnede, da de trængte ind. Dette er standard ved denne type indsats af hensyn til både politiets og borgernes sikkerhed, men kan virke voldsomt, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi og fortsætter:
- Politiet fik derfor stoppet filmen efter anholdelsen og orienterede biografgængerne om, hvad der var sket og hvorfor.
RITZAU




