Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Teheran, 11/02/2026 - 21:11

Nobelkomitéen vil have løsladt iransk nobelprismodtager

Den iranske nobelprismodtager Narges Mohammadi blev i sidste uge idømt fængsel i over syv år.

-/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den Norske Nobelkomité opfordrer kraftigt til, at myndighederne i Iran øjeblikkeligt løslader den tidligere nobelprismodtager Narges Mohammadi.

Sådan lyder det onsdag i en udtalelse fra komitéen.

- Den Norske Nobelkomité opfordrer til, at iranske myndigheder øjeblikkeligt og betingelsesløst løslader Narges Mohammadi og sikrer hende adgang til uafhængig og professionel lægehjælp, udtaler komitéen.

Mohammadi blev i sidste uge idømt to domme på sammenlagt syv år og seks måneders fængsel for at have deltaget i en forsamling, sammensværgelse med henblik på at begå forbrydelser og for propagandaaktiviteter.

Den 53-årige iranske menneskerettighedsaktivist blev anholdt 12. december sidste år i forbindelse med en mindeceremoni for en afdød menneskeretsadvokat.

Ifølge Den Norske Nobelkomité har troværdige kilder beskrevet anholdelsen som voldelig.

Komitéen oplyser blandt andet, at Mohammadi gentagne gange blev slået med træpinde, og at hun blev sparket flere gange i kønsdelene og bækkenområdet.

Mohammadi blev ifølge komitéen også slæbt hen ad jorden i håret, hvilket forårsagede åbne sår i hendes hovedbund.

- På trods af hendes kritiske tilstand blev hun udsat for langvarig isolation i en celle uden vinduer og med konstant kunstigt lys, kolde gulve og utilstrækkeligt sengetøj, skriver Den Norske Nobelkomité.

Videre lyder det, at hun blev nægtet tilstrækkelig lægelig opfølgning, på trods af at læger dokumenterede, at Mohammadi havde omfattende ydre skader, akut hjertesvigt og mistanke om brysttumorer.

- Den Norske Nobelkomité understreger, at en sådan behandling udgør en grusom, umenneskelig og nedværdigende straf, og at det er en åbenlys overtrædelse af international menneskerettighedslovgivning, udtaler komitéen.

Narges Mohammadi blev i 2023 tildelt Nobels fredspris for sin kamp mod undertrykkelse af kvinder i Iran og for sin kampagne mod dødsstraf i landet.

Komitéen opfordrer ligeledes til, at alle andre politiske fanger i Iran løslades.

Det iranske styre har ikke umiddelbart kommenteret meldingen fra komitéen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek