Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 20/08/2026 - 16:44

Forsker bag anklager om plagiat mod Jason Arday er suspenderet

Filosoffen Nathan Cofnas hævdede at have fundet adskillige eksempler på plagiat i Jason Ardays arbejde.

Af: /ritzau/

Forskeren og filosoffen Nathan Cofnas, der var med til at så tvivl om den nu afdøde britiske professor Jason Ardays akademiske arbejde, er blevet suspenderet fra sin stilling på Gent Universitet i Belgien.

Det skriver Nathan Cofnas på det sociale medie X.

- Jeg er lige blevet suspenderet af Gent Universitet. De vil højst sandsynligt fyre mig, skriver han.

Det er uklart, om det belgiske universitet har bekræftet suspenderingen.

Jason Arday, der var ansat som professor i sociologi på University of Cambrige, blev fundet død sidste fredag. Britisk politi har sagt, at det ikke mistænker, at der ligger en forbrydelse bag hans død.

I ugerne op til sin død var Arday i både britiske og internationale mediers søgelys på grund af anklager om plagiat.

Sagen begyndte at rulle, da Nathan Cofnas hævdede at have fundet adskillige eksempler på plagiat i Jason Ardays akademiske afhandlinger.

Arday erkendte at have begået fejl, men sagde i et interview med den britiske avis The Times, at han siden sin ansættelse på Cambridge havde været udsat for en målrettet kampagne fra personer, der ville have ham fyret.

Arday blev som 37-årig i 2023 ansat som den hidtil yngste sorte professor på det prestigefulde britiske universitet.

RITZAU

TjekDet - faktatjek