Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 02/09/2026 - 06:00

I bedste scenarie begrænses global opvarmning til 1,8 grader

Grænse på 1,5 grader krydses inden for nogle år. Men det er muligt at få temperaturen ned igen, siger rapport.

Adrian Dennis/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Med Parisaftalen fra 2015 forpligtede verdens lande sig til at begrænse den globale opvarmning til højst 2,0 grader.

Og helst 1,5 grader sammenlignet med før industrialiseringen, da vi begyndte at brænde kul og olie af.

Men den mest ambitiøse grænse bliver snart krydset.

De globale temperaturstigninger vil overstige 1,5 grader inden for de næste få år.

Det fastslår en ny rapport fra FN's Miljøprogram, Unep, onsdag.

Alt håb er dog ikke ude af den grund.

For der er måder at rette op på det, lyder det i rapporten, som forsøger at vise vejen til at minimere den globale opvarmning og få temperaturerne ned under 1,5 grader igen.

- Sommerens ekstremt høje temperaturer, voldsomme skovbrande og dødelige oversvømmelser er en advarsel om, hvad der venter forude, siger FN's generalsekretær, António Guterres, i en udtalelse.

- Vi er nødt til at gøre overskridelsen af grænsen på 1,5 grader så lille og kortvarig som muligt.

Det kræver nye og langt større ambitioner, tilføjer han.

Ifølge rapporten er bedste scenarie, at den globale opvarmning topper ved 1,8 grader over niveauet før industrialiseringen. Men de fleste andre scenarier forudser, at temperaturstigningen også når over 2,0 grader, før den topper.

Vejen til at minimere den globale opvarmning er brolagt med især markant lavere udledninger af drivhusgasser. Derudover er der også brug for at fjerne CO2 fra atmosfæren og lagre det via for eksempel skovrejsning.

Det er vigtigt, at grænsen på 1,5 grader bliver overskredet i så kort tid som muligt, siger danske Inger Andersen, der er generaldirektør for Unep, i en udtalelse.

- Der er ingen gode udfald, hvis vi forbliver over 1,5 grader. På tværs af kloden viser ekstreme hedebølger allerede, at klimapåvirkningen rammer hurtigere, hårdere og varer længere. Det koster flere liv og skaber større forstyrrelser.

- Tiden er nu inde til at fordoble indsatsen på klimaområdet. Vi kan - og skal - komme på rette vej.

Grænsen på 1,5 grader er blevet sat for at undgå de værste konsekvenser af klimaforandringerne.

Når grænsen krydses, stiger risikoen for såkaldte tipping points. Det er vendepunkter, hvor klimaet løber løbsk med katastrofale følger.

For hver 0,1 grad temperaturstigning forværres konsekvenserne af klimaforandringerne.

RITZAU

TjekDet - faktatjek