Sydney, 09/03/2026 - 08:49
Pornobrugere i Australien skal fremover bevise deres alder for adgang
Australske pornobrugere skal bevise deres alder med for eksempel digitale id-kort eller kreditkortoplysninger.
Justin Tallis/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
I Australien skal brugere af såkaldt voksenindhold fremover bevise, at de er over 18 for at få adgang til indholdet.
Det skriver BBC.
Voksenindhold gælder blandt andet porno, videospil med aldersmærkningen 18+ og seksuelt eksplicitte AI-chatbots.
Argumentet er, at det nye tiltag skal beskytte børn mod skadeligt indhold.
- Vi tillader ikke børn at gå ind på barer eller alkoholbutikker, voksenbutikker eller kasinoer, men når det kommer til onlinerum, er der ikke sådanne sikkerhedsforanstaltninger, siger Julie Inman Grant, der er kommissær for Australiens tilsynsmyndighed for onlinesikkerhed, til mediet.
Indtil nu har brugere af onlineindhold til voksne skullet bekræfte deres alder ved blot at klikke en boks af, der bekræfter, at de er over 18 år.
Men med de nye ændringer er det ikke længere nok. Fremover skal brugere bevise deres alder på andre måder. Det kan for eksempel være med ansigtsgenkendelsesteknologi, digitale ID'er og kreditkortoplysninger.
Ifølge BBC bliver de nye love mødt med bekymringer om databeskyttelse.
Australien er langtfra det første land til at kræve en mere omfattende alderskontrol på voksenindhold.
Storbritannien, Frankrig og flere amerikanske delstater kræver allerede, at pornowebsteder skal kontrollere, at brugerne er over 18 år, skriver Reuters.
Ifølge nyhedsbureauet var tre af de 15 mest downloadede gratis mobilapps i Australien VPN-tjenester.
En VPN-forbindelse kan blandt andet bruges til at omgå geografiske blokeringer på hjemmesider.
Et lignende forbud mod sociale medier som Facebook og TikTok for børn under 16 år trådte i kraft i Australien i december.
Det australske forbud mod sociale medier var det første af sin slags i verden.
Mens børn og forældre ikke vil blive straffet, hvis ikke de lever op til forbuddet, risikerer store tech-selskaber bøder på over 200 millioner kroner.
/ritzau/




