København, 12/12/2025 - 14:31
Politiet rykker ud til to skoler i Hovedstadsområdet
Både i Hellerup og i Ishøj er politiet fredag rykket ud til anmeldelser om såkaldte "mistænkelige forhold".
Af: /ritzau/
Politiet er fredag rykket ud til uddannelsesinstitutioner i henholdsvis Hellerup og i Ishøj, oplyser Nordsjællands Politi og Københavns Vestegns Politi.
I begge tilfælde betegner politiet det som "et mistænkeligt forhold", men præciserer ikke, hvad den formulering dækker over.
Nordsjællands Politi oplyser, at man har modtaget en anmeldelse fra en uddannelsesinstitution på Bregnegårdsvej i Hellerup.
På adressen ligger der ifølge Nordsjællands Politi en ungdomsskole og et gymnasium. Alle elever er på grund af anmeldelsen blevet sendt hjem.
Anmeldelsen blev modtaget klokken 12.18, og Nordsjællands Politi arbejder fredag eftermiddag på stedet for at klarlægge omstændighederne nærmere.
I den forbindelse er der både politipatruljer og hundepatruljer på stedet, oplyser Nordsjællands Politi til Ritzau.
Københavns Vestegns Politi oplyser på det sociale medie X, at man er til stede ved en uddannelsesinstitution på Vejlebrovej i Ishøj.
- I sådanne situationer tager vi ingen chancer, og derfor har vi været massivt til stede. Vi forlader stedet snart igen og har ikke yderligere kommentarer, skriver politiet.
/ritzau/




