Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/09/2025 - 10:11

Caroline Fleming: Jeg har 25 års erfaring i at være 25

Den forhenværende baronesse Caroline Fleming fylder 50 år med ro på kærligheden og karrieren.

Rasmus Flindt Pedersen/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Caroline Fleming er en del af Iuel-slægten, som kan spores tilbage til 1600-tallet.

Hun kom til verden 9. september 1975 og blev døbt Caroline Elizabeth Ada Iuel-Brockdorff. Men hun har siden slået sit eget navn fast.

Nu fylder den kendte mediepersonlighed, forfatter og iværksætter 50 år.

- Jeg står med 25 års erfaring i at være 25. Det er god livserfaring og et godt sted at være, sagde Caroline Fleming til Ritzau i august under Viaplays præsentation af efterårets satsninger, hvor hun og hendes kæreste, plastikkirurgen Frederik Kølle, er på programmet med serien "Caroline & dr. Kølle".

- Man ved, hvem man er. Man ved, hvad man vil. Man ved, hvad man ikke vil. Jeg ved, hvad jeg vil bruge min tid på. Det er ganske vildt at være 25 med 25 års erfaring. Det er et meget fedt sted at være - jeg kan kun anbefale det, lød det fra hende.

Som datter af lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff, der frem til sin død i 2017 ejede Valdemars Slot på Tåsinge i det sydfynske øhav, blev Caroline Fleming født baronesse.

Titlen bar hun frem til 2001, hvor hun blev gift og fik en søn og en datter med den britiske rigmand Rory Fleming, der er nevø af James Bond-forfatteren Ian Fleming. Hun beholdt efternavnet Fleming efter parrets skilsmisse i 2008.

Hun brugte den adelige titel, da seerne lærte hende at kende i 2007 i TV 2-programmet "Baronessen", og da hun udgav kogebøgerne "Baronessen går i køkkenet" og var vært på "Baronessen & mig", hvor hun mødte kvinder, der sad fast i livet efter en skilsmisse eller et brud.

Fra 2008 til 2009 var hun vært på livsstilsprogrammet "Baronessen flytter ind".

Her rykkede hun ind hos danske familier for at dele ud af sine egne råd.

I et af afsnittene overraskede hun en familie med et besøg af fodboldspilleren Nicklas Bendtner.

Efterfølgende blev de et par, og sammen fik de sønnen Nicholas, der blev døbt i Valdemars Slots kirke og fik slægtsnavnet Iuel.

Caroline Flemings far ønskede, at hendes ældste søn skulle overtage Valdemars Slot.

Men på grund af sønnens unge alder gik overtagelsen til Caroline Fleming og hendes søster, Louise Iuel Albinus. De stiftede et selskab, som Louise Iuel Albinus og hendes mand blev henholdsvis direktør og formand for.

Caroline Fleming ville ikke godkende selskabets regnskab, og striden mellem de to søstre sendte selskabet til tvangsopløsning. Louise Iuel Albinus har siden købt slottet.

Caroline Fleming flyttede i 2019 tilbage til Danmark efter 25 år i England, hvor hun også blev et kendt ansigt, da hun fra 2015 til 2017 medvirkede i realityprogrammet "Ladies of London".

Nu vender hun tilbage på tv, men på dansk, når "Caroline & dr. Kølle" får premiere på Viaplay.

- Jeg vil sige, at det er meget real (ægte, red.), lød det fra Caroline Fleming, som efter mange år i England veksler mellem dansk og engelsk.

- Og så er der jo også en dejlig kærlighedshistorie, man får et lille indblik i. Og så ser man også mange af de ting, vi elsker og holder af, sagde hun i august.

- Det er meget romantisk, og det er meget hyggeligt. Og jeg synes, vi er meget heldige, at vi kan få lov at lave så mange forskellige ting sammen. Det er jo skønt, når man møder hinanden lidt senere i livet.

Man ser også lidt af Caroline Flemings familie.

- Det har været hyggeligt, at de er en lille smule med. De er unge og går i skole og på universitetet, og man skal være meget forsigtig, når man laver den her form for tv.

- Jeg synes, det er meget vigtigt at beskytte sine børn. Derfor har jeg altid prøvet at holde min familie og mit privatliv relativt privat. Men lige præcis i det her tilfælde har det været meget vidunderligt at kunne gøre det sammen som team og have den her tv-oplevelse sammen. Så de er en lille smule med, og det har været 100 procent på deres præmisser.

Sidste år udkom biografien "Caroline", hvori Caroline Fleming beskriver, hvordan det har været "at miste sin familie og det slot, hun var født til at arve, for i stedet at vinde noget helt andet".

I bogen fortalte hun, at hun havde fundet kærligheden i plastikkirurgen Frederik Kølle.

I et uddrag, som B.T. bragte, afslørede Caroline Fleming, at det var sundhedsvæsenet, der havde bragt dem sammen.

Caroline Fleming var til lægen med smerter i brystkassen efter at have fået et lidt for hårdt farvelkram til en fest.

Hun fik tid til en røntgenundersøgelse på Gentofte Hospital for at få undersøgt lungen.

Den fejlede intet. Men Caroline Fleming var stadig i smerter og ringede til sin egen læge for at høre, om han kunne hjælpe. Han foreslog Caroline Fleming at kontakte en bestemt plastikkirurgisk klinik, som han vidste, havde en skanner.

- Den eneste klinik, der havde åbent den lørdag, var der, hvor doktor Kølle arbejdede. Han var der desværre ikke selv, men det kom han meget hurtigt på Facetime. Og så helt tilfældigvis sidder vi på samme flyvemaskine 14 dage senere, genfortalte Caroline Fleming i august.

Og derfra er resten historie.

Adspurgt, om parret tror på skæbnen, medgav de: ja, lige i den sammenhæng.

Også Frederik Kølle, der som læge har en naturvidenskabelig baggrund.

- Der er doktor Kølle 100 procent enig i, at det var meant to be (meningen, red.).

Ud over at være kærester er parret også blevet kolleger. De har åbnet en skønhedsklinik sammen.

Derudover er Caroline Fleming ambassadør for ADHD-foreningen. En opmærksomheds- og hyperaktivitetsforstyrrelse, hun selv fik diagnosticeret i 2021.

- Jeg vil gerne bruge min tid i mit professionelle liv på at gøre så stor en forskel, som jeg overhovedet kan, for så mange som overhovedet muligt, sagde Caroline Fleming til Ritzau i august.

Hun har tidligere arbejdet med skønhed. Både som model og som vært på "Danmarks næste topmodel". Derudover har hun både lanceret strømpebukser og parfumer i eget navn.

/ritzau/

København, 13/11/2025 - 11:15

Robbie Williams er blandt de nye navne på Smukfest-plakat

Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Artigeardit, D-A-D og Tom Odell er også blandt de nye navne, som Smukfest har annonceret torsdag.

Den britiske popsanger Robbie Williams skal optræde ved næste års Smukfest.

Det annoncerer festivalen torsdag i en pressemeddelelse.

Robbie Williams, der står bag hits som "Angels", "Rock DJ" og "Candy", skal spille på festivalens første dag - onsdag 5. august.

Han fik sit gennembrud i 90'erne som en del af boybandet Take That. I 1996 annoncerede han sin solokarriere.

51-årige Robbie Williams er et af ni nye navne på Smukfest, der er blevet annonceret torsdag.

Danske Artigeardit, D-A-D og Zar Paulo er blandt andre blevet tilføjet til festivalplakaten.

Det samme er Augusta Schakinger, Mille, Ozzy, Rosa samt den britiske sanger Tom Odell, der skal spille lørdag 8. august.

- Vi præsenterer også Tom Odell, super spændende artist fra England, som blandt andet varmede op for Billie Eilish på hendes turné i foråret, siger festivalens musikchef, Mikkel Xavier, i meddelelsen.

Tom Odell debuterede i 2012 med sangen "Another Love", der har mere end tre milliarder afspilninger på musiktjenesten Spotify.

Partoutbilletterne til næste års Smukfest blev sat til salg 4. november.

Efter halvanden time kunne festivalen melde udsolgt.

- Man må sige, at publikum har vist kæmpe interesse for den kommende Smukfest, så jeg er virkelig glad for, at vi allerede nu kan gå ud med mere musik.

- Det betyder meget, at man kan gå og glæde sig, lyder det fra Mikkel Xavier.

Endagsbilletter til torsdag, fredag og lørdag er ligeledes udsolgt.

Der er stadig endagsbilletter til onsdag og søndag.

I slutningen af oktober løftede Smukfest sløret for de første ni kunstnere, der kommer forbi festivalen.

Det tæller blandt andre Lewis Capaldi, Lukas Graham, Kesi, Poul Krebs og Ulige Numre.

Festivalen ved Skanderborg finder sted næste år fra 2. til 9. august.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 13/11/2025 - 10:38

Robbie Williams er blandt de nye navne på Smukfest-plakat

Artigeardit, D-A-D og Tom Odell er også blandt de nye navne, som Smukfest har annonceret torsdag.

Den britiske popsanger Robbie Williams skal optræde ved næste års Smukfest.

Det annoncerer festivalen torsdag i en pressemeddelelse.

Robbie Williams, der står bag hits som "Angels", "Rock DJ" og "Candy", skal spille på festivalens første dag - onsdag 5. august.

Han fik sit gennembrud i 90'erne som en del af boybandet Take That. I 1996 annoncerede han sin solokarriere.

Robbie Williams er et af ni nye navne på Smukfest, der er blevet annonceret torsdag.

Danske Artigeardit, D-A-D og Zar Paulo er blandt andre blevet tilføjet til festivalplakaten.

Det samme er Augusta Schakinger, Mille, Ozzy, Rosa samt den britiske sanger Tom Odell.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 13/11/2025 - 10:00

FAKTA: Karrypasta indeholder flere sunde ting

Du kan putte flere gavnlige og sunde ingredienser i en karrypasta:

* Ingefær: antages at virke blodfortyndende og kvalmestillende. Ingefær dæmper betændelse og virker som en antioxidant. Den bruges desuden til at bedre gigt.

* Chili: er fuld af vitaminer, mineraler og antioxidanter. Der er især en høj koncentration af A-, C- og E-vitamin i chilifrugten, som blandt andet kan booste dit immunforsvar.

* Hvidløg: kan virke bakteriedræbende og antiinflammatorisk og kan derved mindske dannelsen af plak i arterierne. Hvidløg kan udvide karrene og dermed være med til at sænke blodtrykket. Det kan desuden nedsætte produktionen af kolesterol.

Kilder: Hjerteforeningen og DR.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 13/11/2025 - 10:00

Giv vintermaden bid og varme med en hjemmelavet karrypasta

Annegret Hilse/Reuters

Lad duften af frisk ingefær, hvidløg og ristede krydderier sprede sig i køkkenet, mens du laver din egen karrypasta, der kan pifte din hverdagsmad op.

De kolde måneder kalder på varm mad - og hvad er næsten bedre end en velsmagende og krydret karrypasta?

Med friske ingredienser kan du skabe en sund og aromatisk base, der løfter dine retter, siger kok og faglærer på Hotel- og Restaurantskolen Thomas Rønsch Toftdahl.

Den er let at have med at gøre, og samtidig undgår du unødvendige tilsætningsstoffer.

- Jeg synes først og fremmest, at en god karry godt må bide lidt, men den skal heller ikke være så stærk, at den overdøver andre smage som kokosmælk eller andet, forklarer Thomas Rønsch Toftdahl.

Han anbefaler, at du begynder processen med dine tørre krydderier.

- Jeg bruger spidskommen, korianderfrø, sorte peberkorn, nelliker og hel kardemomme - cirka en spiseske af hver. Det tager jeg og maser godt ud i en morter eller en minihakker, som er helt oplagt til det, forklarer kokken.

Så er turen kommet til de vådere ingredienser.

Her bruger Thomas Rønsch Toftdahl et helt hvidløg og et helt til halvandet rødløg samt chili.

- Jeg plejer at bruge tre røde chilier, der cirka ligger midt på styrkeskalaen. Jeg synes, at chilismag er dejlig, men den skal ikke overdøve. Du kan sagtens bruge hele chilier med kerner, siger han.

Dernæst er turen kommet til ingefær - brug cirka 40 til 50 gram, og sørg for at skrælle og skylle grundigt, da bakterierne sidder i skrællen, og de kan gøre, at karrypastaen mugner hurtigere.

- Jeg bruger også altid to stilke citrongræs samt et par friske kaffirlimeblade, som kan købes i de fleste grønthandlere. Det tilsættes sammen med skal og saft fra to hele lime og to teskefulde rørsukker, fortæller kokken og faglæreren.

Husk at smage til undervejs, og smag eventuelt til med en lille smule kanel, foreslår Thomas Rønsch Toftdahl.

- Ikke ret meget. Den skal endelig ikke smage af kanel. Det er bare lige for at bløde nogle af bitterstofferne lidt op, uddyber han.

Alle ingredienser skal moses eller blendes til en sammenhængende konsistens, så det bliver til en pasta, men gerne med lidt struktur, lyder det.

Du kan tilføje to skefulde god olivenolie, hvis pastaen mangler fugt.

- Den må ikke være tør. Den skal være våd, men ikke flydende, forklarer han.

Put karrypastaen i en velegnet beholder, og opbevar den herefter på køl, hvor den kan holde sig cirka 14 dage, lyder det fra Thomas Rønsch Toftdahl.

Den færdige karrypasta kan bruges i et væld af retter.

- Jeg elsker at bruge den sammen med linser, som er ret kedelige, men supersunde og et godt alternativ til kød. Så jeg ville koge mine linser og blande et par skefulde karrypasta i, siger Thomas Rønsch Toftdahl.

Det kan også blandes i en asiatisk inspireret gryderet med rejer, grøntsager og fiskesovs eller en dansk klassiker som boller i karry med et tvist, foreslår han.

Der er lige et enkelt aber dabei, lyder det fra kokken. Pas på med at tilsætte pastaen ved alt for høj varme, så ryger mange af de vitaminer og antioxidanter, som vi gerne vil have.

- Tag for eksempel din ret af blusset under tilsmagning, og tilsæt karrypastaen. Det giver også en mere koncentreret smag, siger han.

Maden skal selvfølgelig altid varmes igennem, så bakterier som salmonella og campylobacter bliver dræbt, hvilket Fødevarestyrelsen anbefaler.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek