København, 16/05/2025 - 11:05
Danish Crown-chef gør klar til det lange seje træk
Niels Duedahl tager nu hul på fase to i Danish Crowns plan for at forbedre selskabets lønsomhed.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der er sket meget i Danish Crown, siden Niels Duedahl i september sidste år afløste Jais Valeur på posten som administrerende direktør for den danske slagterikoncern.
Den kinesiske satsning er lukket ned, det tyske slagteri giver overskud, og den engelske baconfabrik er på vej til at nå i plus. Samtidig er der afskediget en lang række administrative medarbejdere.
Det har tilsammen resulteret i, at selskabet fredag kan fremvise en bundlinje for første halvår af regnskabsåret, der er i fremgang.
Men det betyder ikke, at koncernledelsen stopper her. For nu tager man hul på anden fase af den plan, der skal få andelsskabet på ret køl igen.
- Vi har taget de hurtigste hug, men de største hug, de kommer nu. Nu tager vi fat i de håndtag, der kommer til at levere betydeligt mere, og som også er mere tidskrævende.
- Men det er også større penge, vi taler om i fase to, hvor vi kigger på den strukturelle del af vores transformation, siger Niels Duedahl.
Han understreger dog, at Danish Crowns fremgang ikke kun skal måles ud fra, hvad der står på bundlinjen.
- Det nytter ikke noget, at vi tjener penge i virksomheden samtidig med, at vores ejere ikke har en konkurrencedygtig afregning. Så fejler vi.
- Så derfor skal du altid se vores økonomi som et balancepunkt mellem vores betalingsevne til landmanden og så vores lønsomhed internt. Og der er vi et væsentligt bedre sted i dag end for otte måneder siden, siger Niels Duedahl.
Han henviser blandt andet til, at Danish Crown for nylig hævede noteringen - den umiddelbare afregningspris til landmanden - med 1,6 kroner per kilo.
Dermed har Danish Crown ifølge Duedahl den bedste notering i Danmark i dag, ligesom man nu også ligger over den tyske notering.
Yderligere er der sket det, at udbuddet af kød i Europa er faldende, hvilket har fået særligt oksekødspriserne til at stige.
Det kommer Danish Crowns andelshavere til gode, ligesom den amerikanske handelskrig har øget efterspørgslen på en række fjerne markeder, herunder Japan og Kina.
/ritzau/