København, 09/09/2024 - 14:47
DR satser stort på nye comedy- og satireprogrammer
To nye satireprogrammer på tv samt en ny satirepodcast er del af den nye satsning. Dertil kommer der to comedyserier fra P3 i løbet af december, lyder det.
Af: Af Tobias Farholt Jørgensen, Ritzau Fokus
Der bliver fremover flere muligheder for at trække på smilebåndet og bryde ud i latter, når man tænder for DR's kanaler og DRTV.
Mandag har DR i en pressemeddelelse løftet sløret for en stor satsning inden for comedy og satire.
Satsningen indeholder blandt andet en forgrening af det populære program med Jonatan Spang i spidsen "Tæt på sandheden".
Denne gang vil programmet blive lavet i et quizformat. Det er Rasmus Botoft, der blandt andet er kendt fra "Rytteriet", som skal være vært på programmet med navnet "Gæt på sandheden". P3-satiriker og journalist Adnan Al-Adhami og skuespiller Lise Baastrup skal desuden være holdkaptajner.
- Aktuel satire er en vigtig genre med stærke traditioner i DR. Når vi prioriterer den så højt, er det, fordi god satire kan udfordre magthaverne og se på samfundet med kritiske briller, lyder det fra programchef i DR og ansvarlig på "Gæt på sandheden" Anne Garlichs, der fortsætter:
- Dermed inkluderer satiren rigtig mange i den demokratiske samtale, på en måde som andre genrer ikke kan.
Det er ikke kun rollen som holdkaptajn i "Gæt på Sandheden", som Adnan Al-Adhami kan se frem til.
Han skal nemlig også være vært på en satirisk pendant til den populære nyhedspodcast "Genstart".
Podcasten hedder "Genvej", og i den har Adnan Al-Adhami rollen som uprofessionel vært uden selvkontrol, der inviterer fiktive karakterer ind i studiet.
Derudover vil et nyt satirisk debatprogram samt to P3-comedyserier også ligge klar i DRTV i løbet af efteråret og vinteren.
/ritzau/