Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/01/2026 - 10:44

Saxo Bank betaler 313 millioner for brud på hvidvaskregler

Saxo Bank har accepteret en bøde fra Finanstilsynet på 313 millioner for at have brudt hvidvaskreglerne.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Saxo Bank har accepteret at betale en administrativ bøde på 313 millioner kroner for at have overtrådt hvidvaskreglerne.

Det fortæller Finanstilsynet på sin hjemmeside.

Bøden er en konsekvens af en inspektion, som blev foretaget i maj 2023.

Her konstaterede Finanstilsynet, at Saxo Bank ikke havde indhentet tilstrækkeligt med oplysninger om sine kunder og heller ikke foretog den krævede løbende overvågning.

Problemerne er blandt andet konstateret i forbindelse med den såkaldte white label-løsning, som Saxo Bank stiller til rådighed for eksterne kunder, og som giver disse kunder mulighed for at bruge bankens handelsplatform.

Det resulterede i 12 påbud, som siden er lukket. Det skete som følge af, at Saxo Bank har strammet op på sine procedurer og sikret, at man overholder reglerne.

- Vi fortsætter vores tætte samarbejde med Finanstilsynet og vil fortsat investere i optimering af vores forretningskritiske områder, herunder anti-hvidvaskområdet, så vi bliver ved med at leve op til de høje standarder, som vi stræber efter, siger administrerende direktør Kim Fournais fra Saxo Bank i en kommentar til bøden.

Der er i forbindelse med inspektionen ikke fundet tilfælde af eller tegn på hvidvask.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek