København, 06/06/2025 - 12:42
Fodboldherrer spiller i kvindernes EM-trøje i Parken
Som en hyldest og lykønskning til fodboldkvinderne vil herrelandsholdet lørdag spille i kvindernes EM-trøje.
Pontus Lundahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Når det danske herrelandshold lørdag spiller testkamp mod Nordirland i Parken, bliver det i en anderledes trøje.
Landstræner Brian Riemers tropper ifører sig nemlig fodboldkvindernes nye EM-trøje som en hyldest til kollegerne.
- Det er et stærkt symbol på sammenholdet og på den fælles stolthed, vi har over alle vores landshold, siger Birgitte Mabeck, kommerciel direktør i Dansk Boldspil-Union, i en pressemeddelelse.
- Det danske kvindelandshold har inspireret hele Danmark med deres præstationer, og denne gestus er et klart signal om, at vi står skulder ved skulder - på tværs af køn og landshold, siger hun.
De danske fodboldkvinder deltager i juli ved EM i Schweiz. Slutrunden afvikles fra 2. til 27 juli, og Danmark er i gruppe med Sverige, Tyskland og Polen.
Hummels marketingdirektør, Morten Lund, håber, at trøjen kan skabe fællesskab mellem kønnene i løbet af sommeren.
- Vi håber, at det ikke kun bliver en særlig gestus i Parken, men også et startskud til en sommer, hvor landsholdene igen samler og begejstrer hele Danmark, siger Morten Lund.
/ritzau/