Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/01/2026 - 09:22

Dansk badmintonduo taber sin anden finale i træk

For anden uge i træk var Alexandra Bøje og Mathias Christiansen i en finale, men måtte igen se sig slået.

Mast Irham/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det begyndte godt, men Alexandra Bøje og Mathias Christiansen kunne ikke holde momentum, da de søndag spillede finale ved Indonesia Masters.

Badmintonduoen vandt første sæt over verdens fjerdebedste par, malaysiske Chen Tang Jie og Toh Ee Wei, men tabte de to næste og dermed kampen.

Finalen i Super 500-turneringen - det fjerdehøjeste niveau - endte med dansk nederlag på 21-15, 17-21, 11-21.

Det er dog umuligt at komme udenom, at den danske duo, som også danner par privat, har ramt en periode med et meget fornuftigt niveau.

Så sent som i sidste uge var Bøje og Christiansen i finalen ved India Open, hvor det dog også endte med nederlag.

Mixeddoublen blev genforenet på badmintonbanen i løbet af sommeren sidste år, efter at Mathias Christiansen havde udstået en karantæne for at overtræde antidopingreglerne om whereabouts.

Siden da er de kravlet stille og roligt op ad verdensranglisten. Forud for Indonesia Masters rykkede de to pladser frem til tiendepladsen og kan nu se frem til at rykke endnu længere frem.

I første sæt af søndagens finale begyndte det meget lige, men fra stillingen 6-6 vandt den danske duo fire bolde i træk og slog et lille hul.

Derfra var Bøje og Christiansen et lille skridt foran hele sættet igennem, og selv om de stærke malaysiere aldrig må meldes ude, var det danske forspring så stort, at nerverne aldrig rigtig kom til at spille en rolle.

Særligt Alexandra Bøje skilte sig ud med enorm ro og højt niveau, mens malaysiernes kvindelige islæt Toh Ee Wei var det svageste led, som danskerne spillede hårdt på.

Igen i andet sæt så det ud til, at Bøje og Christiansen havde et niveau mere end malaysierne, men efter opholdet midtvejs i sættet begyndte danskerne at tage nogle lidt forhastede beslutninger.

Samtidig løftede Chen Tang Jie sig op på et nyt niveau, og nærmest ene mand udmanøvrerede han danskerne, indtil den malaysiske duo havde opbygget en føring på fire point. Det kom danskerne ikke tilbage fra, og kampen måtte afgøres i tredje sæt.

Her stod det hurtigt klart, at malaysierne ville trække det længste strå. Det danske par forcerede lige rigeligt og lavede ganske enkelt for mange fejl.

Det udnyttede den stærke duo fra Malaysia, som spillede med mere og mere overskud og vandt sættet overbevisende.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek