København, 08/07/2025 - 14:39
Fund af PFAS får ikke fjerkræformand til at droppe det daglige æg
Formand for fjerkræforening er ærgerlig, men ikke overrasket over fund af PFAS i 8 ud af 20 æg fra hobbyhøns.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det er ærgerligt, men egentlig ikke så overraskende.
Sådan er reaktionen hos Finn Jensen, formand for fjerkræforeningen Frit Fjerkræ, efter Fødevarestyrelsens fund af PFAS-stoffer i 8 ud af 20 æg fra hobbyhøns.
- Det er jeg ikke så overrasket over. For der bliver sprøjtet rigtig meget med PFAS i vores omgivelser.
- Så der er PFAS i vores miljø - og også i vores æg, desværre, siger Finn Jensen.
Ud over formandskasketten i Frit Fjerkræ er han administrator for Dansk Fjerkræ Forum, hvor ligesindede udveksler erfaringer om hold af fjerkræ.
Det skønnes, at op mod 80.000 danskere har fjerkræhold i baghaven.
Fødevarestyrelsen har ikke fundet en rygende pistol, der entydigt peger på kilden til PFAS-forurening af hobbyhønsenes æg.
Men forskere fra Aarhus Universitet peger på, at der er fundet PFAS i både planter, regnorme og insekter.
Fritgående høns, der naturligt spiser planter og smådyr i jorden, kan dermed blive udsat for PFAS via miljøet, lyder vurderingen.
I Fødevarestyrelsen opfordrer enhedschef Henrik Dammand Nielsen hønseholderne til at holde lidt igen med indtag af hjemmeavlede æg.
- Hvis man spiser æg fra samme hobbybesætning hver dag, løber man en særlig risiko, hvis hønsene har været udsat for PFAS.
- Det kloge valg er at sprede sit forbrug, så man supplerer med indkøbte æg, så man reducerer risikoen for eksponering for de her stoffer, siger Henrik Dammand Nielsen.
Det får dog ikke Finn Jensen til at droppe det daglige indtag af mindst ét æg fra sine høns.
- Man kan jo få PFAS ind i kroppen på alle mulige måder. Så jeg får det jo nok alligevel på den ene eller anden måde, siger han.
Det er velkendt, at PFAS findes flere steder i miljøet.
Miljøstyrelsen meddelte mandag, at man forbyder 23 sprøjtemidler, der indeholder PFAS-aktivstoffer.
Det sker på baggrund af ny viden om, at stofferne risikerer at ende i grundvandet.
Et enigt folketing har tidligere vedtaget en national handlingsplan, der blandt andet afsætter midler til rensning af jord for PFAS.
PFAS er en betegnelse for en gruppe af stoffer, der har været brugt siden begyndelsen af 1950'erne.
De udgør et problem, fordi de er svært nedbrydelige og kan ophobes i så store mængder, at de kan være skadelige både for miljøet og for mennesker.
Stofferne mistænkes for at være hormonforstyrrende og for at kunne fremkalde kræft.
/ritzau/