København, 02/03/2026 - 05:39
Demonstranter bar masker og begik hærværk ud for Jagtvej 69
19 år efter at Ungdomshuset blev ryddet, demonstrerede 150 mennesker og stødte sammen med politiet.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
På 19-årsdagen for nedrivningen af Ungdomshuset i København spredte politiet søndag aften en demonstration med omkring 150 deltagere, efter at demonstranter havde knust bilruder og brændt valgplakater af.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Rune Nørgaard.
- Vi lavede en offensiv manøvre, hvor vi gik ind og spredte gruppen. Der er selvfølgelig nogle sammenstød, når man laver sådan en manøvre. Når politiet rykker frem, er der altid nogen, der bliver stående, og nogen, der løber.
- Ret hurtigt efter gik tingene i sig selv igen, siger Rune Nørgaard.
Demonstrationen startede på Den Røde Plads klokken 18.30 og sluttede ud for Jagtvej 69 ved Nørrebros Runddel omkring klokken 20.00.
Nogle af demonstranterne var klædt i sort og maskeret.
- Vi konstaterede, at to bilruder blev knust på ruten, og da de nåede ned til Nørrebros Runddel, begyndte de at tage valgplakater ned og sætte ild til dem.
- Det samme gjorde de med skraldespande, og der blev også kastet med forskellige kasteskyts. Derfor rykkede vi ud. Derefter kørte vi noget patrulje i området, og det var faktisk det, siger Rune Nørgaard.
Der er hverken nogen anholdte eller sigtede, og der er heller ikke nogen tilskadekomne.
- Der er blevet lavet hærværkssager på forholdet. Vi har en masse dokumentation, som vi skal kigge igennem, så vi kan se, om de kan blive straffet for de forskellige hærværksforhold.
- Hvis man kan finde de pågældende, der begik hærværk, bliver de sigtet, siger han.
Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvorfor demonstranterne begik hærværk.
- Det er svært at spå om bevæggrunden for at gøre det, andet end at vi kan konstatere, at det skete. Vi efterforsker nu for at finde frem til gerningspersonerne, siger vagtchefen.
I forbindelse med demonstrationen var der spærret af ved Nørrebros Runddel, men det forårsagede ikke trafikale udfordringer, understreger Rune Nørgaard.
/ritzau/




