Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Riga, 25/03/2026 - 08:30

Letland melder om russisk krænkelse af landets luftrum

Letlands forsvarsministerium melder om nedfalden russisk drone i det sydøstlige Letland. Der er ingen sårede.

Af: /ritzau/

En drone er fløjet ind i Letlands luftrum, hvorefter den er styrtet ned.

Det skriver Letlands forsvarsministerium onsdag morgen i en udtalelse.

- Luftvåbnet har identificeret et udenlandsk ubemandet luftfartøj, der er trængt ind i det lettiske luftrum fra Rusland, skriver ministeriet.

Her fremgår det videre, at varslingssystemer i regionen Krāslava, der ligger i den sydøstlige del af Letland, registrerede en lyd, der kunne lyde som en eksplosion.

Det fik soldater, betjente og grænsevagter til at rykke ud på stedet, hvor de fandt vragdele fra den nedstyrtede drone.

Det fremgår ikke tydeligt, hvornår hændelsen fandt sted.

Der er hverken sket skader på civile eller civil infrastruktur, lyder det fra ministeriet.

- Der er ikke identificeret yderligere trusler mod civilbefolkningens sikkerhed og det lettiske luftrum, skriver ministeriet.

Meldingen fra Letland kommer dagen efter, at en drone styrtede ned i Litauen.

Ifølge Reuters styrtede dronen ned tæt på byen Varena i den sydlige del af landet, og ingen personer kom til skade, ligesom der heller ikke var meldinger om ødelæggelser efter styrtet.

Dronen skulle være ramt ned i en sø.

Landets premierminister, Inga Ruginiene, oplyste efterfølgende på et pressemøde, at dronen, som havde trængt ind i landets luftrum, var ukrainsk.

- Det var relateret til en mission, som ukrainerne var i gang med den nat målrettet Rusland, og vi kan allerede sige, at det var en drone på afveje, sagde Ruginiene ifølge Reuters.

Flere europæiske lande, som ligger tæt på Rusland og Ukraine, har oplevet, at droner er faldet ned eller trængt ind i deres territorium, siden krigen i Ukraine startede.

Derudover har flere lande desuden oplevet at få krænket deres luftrum med russiske militærfly.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek