Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/02/2023 - 08:00

Kronprinsesse Mary træder frem i familien midt i tumultarisk tid

Kronprinsesse Mary har måttet håndtere to store skandalesager sidste år. Efter en tumultarisk tid kan kronprinsesse Mary fejre sin 51-års fødselsdag 5. februar.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

2022 skulle have været året, hvor kronprinsesse Marys 50-års fødselsdag blev fejret med pomp og pragt.

Men coronapandemien forpurrede den helt store markering af mærkedagen. Senere på året kom kriser til at påvirke kongefamilien helt ind på de inderste linjer.

Efter en tumultarisk tid kan kronprinsesse Mary nu fejre sin 51-års fødselsdag den 5. februar.

Forrige sommer flyttede kronprinsessens og kronprins Frederiks ældste søn, prins Christian, hjemmefra i en alder af 16 år for at studere på den traditionsrige skole Herlufsholm i Næstved.

Et sted, han var glad for at gå, lod hans forældre omverdenen forstå.

Men Herlufsholm var ikke et passende sted for Danmarks fremtidige konge, lød kritikken, efter at en TV 2-dokumentar skildrede et krænkende miljø blandt flere af eleverne. Især når kronprinsessen er formand for Mary Fonden, der kæmper mod mobning og ensomhed.

Kronprinsparret trak til sidst prins Christian ud af skolen, og den kommende tronarving kom i stedet på Ordrup Gymnasium.

Prinsesse Isabellas planer blev også ændret. Hun skulle have færdiggjort 9. klasse på Herlufsholm, men skiftede til Ingrid Jespersens Gymnasieskole.

Parrets to yngste børn, de 12-årige tvillinger prins Vincent og prinsesse Josephine, går stadig på Tranegårdskolen i Hellerup.

Mens fremtiden kun ligger fast for kronprinsparrets ældste søn, som en dag skal overtage tronen, er den mere åben for de tre yngste.

Derfor kommer kronprinsparret til at se på prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephines titler en dag.

Sådan lød det fra kronprinsesse Mary, da hun blev spurgt til tumulten, som opstod, da dronning Margrethe besluttede at fratage prins Joachims fire børn deres royale titler.

Kronprinsesse Mary, der siden 2019 har kunnet indsættes som rigsforstander, var den første på dronningens side til at udtale sig om krisen i kongehuset.

- I dag kan vi ikke se, hvordan kongehuset kommer til at se ud, når det er Christians tid, eller når Christians tid begynder at nærme sig, sagde kronprinsesse Mary til den fremmødte presse under et arrangement.

- Forandring kan være umådelig svær og kan gøre ondt. Det har de fleste prøvet. Men det er ikke ensbetydende med, at beslutningen ikke er den rigtige, siger kronprinsesse Mary om dronning Margrethes valg.

Ifølge prins Joachim er forholdet til kronprinsparret kompliceret.

Det forgangne år er kronprinsesse Mary blevet genforenet med den australske del af sin familie.

I foråret rejste hun alene "down under" for at se sine nærmeste. Over julen havde hun hele familien med. Det var den første jul i Australien i fem år, og den blev fejret på Tasmanien, hvor kronprinsesse Mary i 1972 kom til verden.

Det var også i Australien, at hun i 2000 mødte kronprins Frederik tilfældigt på en pub, da han var i landet for at heppe på de danske OL-atleter.

Efter to års langdistanceforhold flyttede Mary Elizabeth Donaldson, som hun hed dengang, nordpå.

Danskerne og den fremmødte verdenspresse blev præsenteret for kronprinsens brud, da parrets forlovelse blev offentliggjort i oktober 2003.

- Han gør mig glad. Han er klog, modig og omsorgsfuld, og så er han ret sjov og charmerende. Han er varm, og han har et stort hjerte, sagde den vordende brud.

Hun trådte ind i Vor Frue Kirke 14. maj 2004 som australske Mary Elizabeth Donaldson og gik ud som Danmarks nye kronprinsesse med sin mand, kronprins Frederik.

Den 15. oktober året efter blev parret forældre til prins Christian, som dermed fylder 18 år i efteråret.

Dermed venter endnu en stor fødselsdagsfejring kongehuset.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek