Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/01/2026 - 07:47

OVERBLIK: Fire møder om Grønland afholdes fredag

Konflikten om Grønland er igen på dagsordenen fredag, hvor fire forskellige politiske møder er planlagt.

Odd Andersen, Jim Watson/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den seneste tids uro om Grønland efter USA's interesse i at overtage øen gør også sit indtog på politikernes mødekalender.

Fredag er planlagt fire forskellige politiske møder, hvor Grønland er i centrum.

Få et overblik over møderne her:

* Møde mellem danske og grønlandske politikere.

Fra klokken 10.00 til 12.00 mødes Det Udenrigspolitiske Nævn med det grønlandske udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg i Folketinget.

Det oplyser formand for Det Udenrigspolitiske Nævn Christian Friis Bach (V).

På dagsordenen er Grønland og Danmarks forhold til USA samt samarbejdet mellem de to udvalg. Udvalgene spiser også frokost sammen.

* Møde med amerikansk delegation.

Fra klokken 14.00 er der endnu et møde i Folketinget, hvor en amerikansk delegation af senatorer og medlemmer af Repræsentanternes Hus deltager.

Delegationen består af 11 kongresmedlemmer, oplyser Folketinget.

Det drejer sig om senatorerne Chris Coons, Dick Durbin, Peter Welch og Jeanne Shaheen fra Det Demokratiske Parti samt Thom Tillis og Lisa Murkowski fra Det Republikanske Parti.

Fra Repræsentanternes Hus kommer demokraterne Steny Hoyer, Gregory Meeks, Madeleine Dean, Sara Jacobs og Sarah McBride.

Den amerikanske delegation skal mødes med medlemmer af Folketinget fra alle partier og det grønlandske udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg.

Mødet har fokus på centrale udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner, der har betydning for både rigsfællesskabet og det transatlantiske forhold.

Inden mødet klokken 14.00 har den amerikanske delegation fra klokken 11.30 været til et frokostmøde i Dansk Industri.

Her skal delegationen drøfte erhvervsrelationerne mellem Danmark og USA med repræsentanter fra dansk erhvervsliv.

Klokken 15.00 vil der være et pressemøde med deltagerne fra mødet i Folketinget klokken 14.00.

* Amerikansk delegation møder statsministeren.

Den amerikanske delegation af politikere skal mødes med statsminister Mette Frederiksen (S) i Statsministeriet. Amerikanerne har bedt om at få et møde med statsministeren. Tidspunktet for mødet er endnu ikke annonceret.

* Orientering af partiledere.

Regeringen giver en orientering til Folketingets partiledere og de nordatlantiske medlemmer om situationen omkring Grønland. Det sker i Statsministeriet.

Ifølge Ritzaus oplysninger er mødet planlagt til at begynde klokken 16.00.

* Udenrigsminister og forsvarsminister mødes med delegation.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og en grønlandsk repræsentant skal mødes med de amerikanske senatorer fredag aften.

Formålet er blandt andet at drøfte forholdet mellem kongerigets parter, bekræfter Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet over for Ritzau.

Det er ikke forventet, at der bliver et pressemøde efter.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek