Sofia, 18/05/2026 - 04:57
Bulgarsk overraskelse hyldet af fans i lufthavn efter Eurovision-sejr
27-årige Dara fra Bulgarien blev søndag modtaget af jublende fans, blomster og flag i lufthavnen i Sofia.
Nikolay Doychinov/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Bulgarerne hædrede søndag sangeren Dara, der gav landet den første sejr ved Eurovision nogensinde med det bombastiske nummer "Bangaranga" lørdag aften.
Hun blev fejret med blomster og bulgarske flag, da hun ankom til lufthavnen i den bulgarske hovedstad, Sofia, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Den her sejr betyder enormt meget for mig, sagde 27-årige Dara.
Her var fans mødt op og hujede både "Dara" og "Bangaranga", mens Dara blev eskorteret gennem lufthavnen af politibetjente.
- Alt er muligt, sagde Dara henvendt til de yngre fans.
- Det betyder intet, at man kommer fra et lille land, for med vores hårde arbejde, vores drømme og vores daglige indsats kan vi vende op og ned på hele verden, sagde hun.
Dara har det borgerlige navn Darina Nikolaeva Yotova og er meget kendt i hjemlandet, hvor hun blev kendt efter sin deltagelse i den bulgarske udgave af "X Factor" i 2015.
Bulgariens præsident, Rumen Radev, har lykønsket Dara i et opslag på Facebook.
- Bulgarien er klar til at tage imod Europa og verden ved Eurovision 2027!, lød det.
Danmarks deltager, Søren Torpegaard Lund, fik syvendepladsen ved Eurovision med "Før vi går hjem".
Bulgarien, som er medlem af EU, er ved at lægge flere års politisk ustabilitet bag sig, og i starten af dette år nåede landet en anden milepæl, da det blev medlem af eurozonen.
Bulgarien blev en del af Eurovision i 2005, men har måttet melde afbud flere gange siden. Blandt andet grundet økonomien.
Senest balkanlandet deltog i Eurovision, var tilbage i 2022. Men i år vendte bulgarerne tilbage og overhalede de andre indenom.
Dara sagde forud for konkurrencen, at "Bangaranga" repræsenterer "en stille tro på, at alt nok skal gå" i en verden med usikkerhed, krig og stigende inflation.
- Ingen troede på, at vi kunne vinde, og at "Bangaranga" kunne vinde.... Det føles som en drøm. Jeg ved ikke, om jeg sover, eller om det er virkelighed, sagde hun på et pressemøde efter sejren.
/ritzau/




