Oslo, 17/07/2026 - 15:05
Søndag indvier Norge et mindested for angrebene i 2011
Norge indvier søndag et nyt mindested, knap 15 år efter angrebene hvor Anders Breivik dræbte 77 personer.
Yves Herman/Reuters
Af: /ritzau/
Søndag indvies et permanent mindested for angrebene den 22. juli 2011 i det norske regeringskvarter.
Det oplyser den norske regering på sin hjemmeside.
Den 22. juli er det 15 år siden, at Anders Behring Breivik sprængte en bombe i regeringskvarteret, inden han angreb en politisk ungdomslejr på Utøya.
Mindestedet skal være et sted, hvor kommende generationer kan se, lære og forstå angrebet, udtaler den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, i meddelelsen.
- Når vi nu åbner det permanente mindested i regeringskvarteret, skal det være et sted for eftertanke og erindring, udtaler statsministeren.
Til den officielle åbning af mindestedet deltager blandt andre kronprins Haakon samt flere af landets ministre.
På stedet står en 12 meter høj skulptur med en ramme, der bærer en monumental mosaik af sten, der er hentet fra øen Utøya og Tyrifjorden, som øen ligger i.
Navnene på de 77 personer, der blev dræbt under angrebene, er fæstnet i rammens nederste bjælke.
Otte blev dræbt af bomben i Oslo, og på øen Utøya blev 69 personer skudt og dræbt.
Derudover er en 18 meter lang stenbænk placeret ved stedet.
Tidligere på ugen oplyste den norske sikkerhedstjeneste PST, at størstedelen af deres sager om højreekstreme er inspireret af Anders Behring Breivik.
PST fortæller, at Breiviks "handlinger og tankegods bidrager til øget radikalisering", og at det gælder særligt mindreårige.
Sikkerhedstjenesten understreger, at de unge ikke selv har minder fra den 22. juli og derfor "i mindre grad tager realiteten bag voldshandlingerne til sig".
Norges statsminister har efterfølgende kaldt konklusionerne fra gennemgangen af sagerne for alvorlige. Samtidig understregede han, at det er vigtigere end nogensinde at tale om den 22. juli.
Det er kunstneren Matias Faldbakken der står bag det nye mindested.
RITZAU




