København, 07/02/2026 - 09:22
Alle politikredse fjerner advarsel om unødig kørsel lørdag
Der kan være glat på vejene fra morgenstunden, men kredse fraråder ikke længere unødig kørsel.
Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Lørdag morgen er der ikke længere nogen politikredse, som fraråder unødig udkørsel.
Det skriver Rigspolitiet på meddelelsestjenesten Politi Update.
Trafikken har i de seneste dage været udfordret af sne og en risiko for spejlglatte veje, og det fik Rigspolitiet til at fraråde al unødig kørsel.
- Der er dog stadig isglatte veje, ligesom der ligger store mængder sne mange steder. Politiet opfordrer derfor stadig til, at man tager bestik af de lokale vejrforhold og kører efter forholdene, lyder det fra Rigspolitiet.
Det anbefales, at man holder øje med eventuelle udmeldinger fra ens lokale politikreds.
Både det sted, man befinder sig, og der hvor man potentielt skal hen.
- Pas godt på jer selv og hinanden derude, skriver Rigspolitiet.
Opfordringen til ikke at bevæge sig ud på vejene unødigt fjernes, selv om at sneen stadig kan drille resten af lørdag.
DMI varsler blandt andet snefygning frem til klokken 12 for Nordjylland og store dele af Østjylland.
Derudover ventes byger at strømme ind over landet i løbet af dagen fra øst og sydøst.
- I de nordlige egne falder bygerne hovedsageligt som sne, ellers falder byger som sne, slud eller regn, skriver den vagthavende meteorolog på DMIs hjemmeside.
Koldere luft vil også strømme ind over landet fra øst i løbet af dagen. I aften og nat kan det fortsætte med sne og slud.
Derfor lyder anbefalingen også fra DMI, at man er opmærksom på risikoen for is- og sneglatte veje i hele landet.
/ritzau/




