Stockholm, 09/03/2026 - 01:39
Europa er nu verdens største importør af våben
Ukraine-krigen og oprustningen i Europa har drevet verdens våbenleverancer op med ti procent, viser rapport.
Af: /ritzau/
I løbet af de sidste fem år er Europa blevet verdens største importør af våben.
Det viser en rapport fra Stockholms Internationale Fredsforskningsinstitut (Sipri).
De europæiske lande har mere end tredoblet deres våbenimport mellem 2021 og 2025 i forhold til mellem 2016 og 2020.
Det har drevet antallet af verdens våbenleverancer op med næsten ti procent, siger Mathew George, der står i spidsen for Sipris våbenoverførselsprogram, i en pressemeddelelse.
- Leverancer til Ukraine siden 2022 er den mest åbenlyse årsag, men de fleste andre europæiske lande er også begyndt at importere væsentligt flere våben for at styrke deres militære kapaciteter mod en opfattet voksende trussel fra Rusland, siger han.
Ukraine modtog 9,7 procent af alle våbenleverancer mellem 2021 og 2025, viser rapporten fra Sipri.
USA stod for 42 procent af alle verdens våbenleverancer. Det er første gang i 20 år, at størstedelen af USA's leverancer gik til Europa i stedet for Mellemøsten.
I perioden gik 38 procent af USA's våbenleverancer til Europa. 33 procent gik til Mellemøsten.
Det er dog kun i Europa og Nord- og Sydamerika, at våbenimporten er steget. Resten af verdens lande importerer mindre i perioden fra 2021 til 2025 end fra 2016 til 2020.
/ritzau/




