Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/03/2026 - 17:21

Seks anholdt for at smugle piller fra Balkan til Norden

Mænd er anholdt i Jylland og på Sjælland i sag om millioner af opioid-piller. To sigtes også for skud.

Af: /ritzau/

Store mængder opioider og andre piller er blevet smuglet til de nordiske lande fra Balkan.

Det mener dansk politi, som i samarbejde med politiet i Serbien og Slovenien har efterforsket sagen.

Seks personer er blevet anholdt torsdag, to i Jylland og fire på Sjælland, oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK.

En af dem er en montenegrinsk statsborger på 35 år. Han mistænkes for at have været hovedmand.

I forvejen er otte andre personer allerede varetægtsfængslet i Serbien, Sverige og Danmark, oplyser NSK.

I alt angår mistanken indsmugling af 3,2 millioner piller, fremgår det af pressemeddelelsen.

- Vi vil gerne forhindre, at unge mennesker ender i misbrug som følge af de her meget vanedannende piller, udtaler vicepolitiinspektør Lars Feldt-Rasmussen fra NSK.

To af de anholdte er ifølge politiet fra bandemiljøet, og de sigtes også for at have affyret syv skud fra en pistol i Rødovre i oktober. To skud sårede en ung kvinde.

Hun blev ramt overfladisk, da der lidt før klokken to om natten blev skudt mod hoveddøren til en lejlighed på Bystrædet, har Københavns Vestegns Politi tidligere oplyst.

Ifølge Ekstra Bladet har de to mænd, der sigtes for drabsforsøg, tilknytning til Hells Angels.

Alle seks anholdte vil blive fremstillet for en dommer i Retten i Glostrup fredag med krav om varetægtsfængsling.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek