Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/05/2026 - 14:23

20-årig frifindes igen for dobbelt knivdrab i Høje Taastrup

20-årig er nu frifundet for dobbeltdrab ved to retsinstanser. Retten mener, at han handlede i nødværge.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En 20-årig mand frifindes ved Østre Landsret for et dobbelt knivdrab i Høje Taastrup i marts 2023.

Landsretten stadfæster dermed dommen fra Retten i Glostrup, hvor han også blev frifundet. Det skyldes, at han efter rettens opfattelse handlede i nødværge.

Sagen drejer sig om et overfald i Høje Taastrup sent om aftenen den 6. marts 2023, hvor en dreng på 17 år og en mand på 18 år mistede livet efter at være blevet stukket med kniv i brystet og i halsen.

Den 20-årige mand har erkendt at have udført knivstikkene, men handlede ifølge hans egen forklaring i nødværge. Dengang var han blot 17 år.

Det skyldes, at han forinden blev overfaldet af en gruppe af seks unge mænd - blandt andre de to, der senere afgik ved døden.

De fire andre blev i Retten i Glostrup dømt for simpel vold mod den 20-årige. Her blev de alle idømt tre måneders ubetinget fængsel.

De fire mænds forsvarsadvokater argumenterede fredag i landsretten for, at straffen skulle nedsættes og gøres betinget - eventuelt med vilkår om samfundstjeneste.

Her lagde de blandt andet vægt på, at der var gået lang tid siden gerningstidspunktet, og at den 20-årige ikke havde pådraget sig nogen betydelige skader.

Østre Landsret har dog valgt at stadfæste dommen fra byretten og idømmer de fire mænd tre måneders fængsel.

Ifølge anklagemyndigheden handlede sammenstødet mellem de unge mænd om to grupperinger i Høje Taastrup.

Den 20-årige har tidligere forklaret, at han gik med kniv, fordi han var bange for at blive overfaldet af de unge mænd, hvilket byretten havde med i sin vurdering, da han blev frifundet.

Ifølge byretten trak den 20-årige en kniv, fordi han var bange for, at de andre unge mænd ville stikke ham med kniv.

Retsformanden i Østre Landsret har fredag formiddag ikke uddybet, hvad retten har lagt vægt på i frifindelsen.

Landsretten har heller ikke uddybet afgørelsen i forhold til de fire mænd, der er dømt for vold.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek