København, 15/08/2025 - 06:00
Regering vil stramme meldepligt for udlændinge uden lovligt ophold
Udviste udlændinge overtræder meldepligten, men minister spår, at skærpede krav vil gøre en forskel.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Udlændinge uden lovligt ophold skal fremover melde sig dagligt til myndighederne, foreslår regeringen i et nyt lovforslag.
Det vil ramme udvisningsdømte kriminelle udlændinge og afviste asylansøgere, som ikke medvirker til deres udrejse ifølge udlændingeminister Kaare Dybvad Bek (S).
- Flertallet af dem, der bor på Kærshovedgård, får nu en meget strammere meldepligt. Det er en stor forandring for mange, som både er udvisningsdømte og afviste asylansøgere, siger han.
I dag har udvisningsdømte udlændinge pligt til at melde sig tre gange om ugen, men fremover bliver det alle ugens dage. Hvis meldepligten overtrædes, kan personen straffes med bøde eller fængsel, hvilket også gælder i dag.
Under særligt skærpende omstændigheder kan overtrædelse af kontrolforpligtelserne straffes med fængsel indtil fire år.
Ritzau har bedt Udlændingeministeriet om tal for, hvor mange gange meldepligten overtrædes, og hvor ofte det har medført bøde og fængsel. Ministeriet er endnu ikke vendt tilbage.
Ministeren uddyber, at formålet er at få flere til at rejse hjem, og derfor vil han gøre det mindre attraktivt at være i Danmark. Det vil gøre en forskel, spår han.
- Jeg er helt sikker på, at det vil motivere folk til at rejse hjem, og at det vil blive mindre attraktivt at blive i Danmark. Det vil være væsentligt sværere at leve et normalt liv i Danmark, siger Kaare Dybvad Bek.
Det bliver sværere at rejse til København eller Aarhus, mens man bor på Kærshovedgård, og derfor bliver livet i Danmark mindre attraktivt, mener han.
Lokalområdet har utallige gange klaget over utryghed og tyverier i området nær Ikast i Midtjylland, men ministeren mener ikke, at egnen bliver belastet yderligere, fordi der indføres en daglig meldepligt.
- Det vil betyde, at flere bliver på centret, og at trafikken frem og tilbage måske mindskes. Jeg tror, det er meget fint for folk i lokalområdet, at folk tvinges til at blive på centeret i stedte for at rejse, siger Kaare Dybvad Bek.
På et halvt år i 2023 blev 80 ud af 220 personer på Kærshovedgård anmeldt for en overtrædelse af en kontrolforpligtigelse som for eksempel meldepligten.
Det svarer til over en tredjedel og medførte 130 domme i 2023 ifølge et folketingssvar. Men en skærpelse vil gøre en forskel, mener ministeren.
- Der er mange straffe. Hvis folk går under jorden eller forlader landet, kan vi ikke straffe dem. Men vender de tilbage, bliver de straffet, siger Kaare Dybvad Bek.
Bo Yde Sørensen, forbundsformand for Fængselsforbundet, har i 2020 kaldt problemerne for "en gordisk knude".
- Siden 2020 er antallet af afviste asylansøgere faldet fra cirka 1200 til 280. Vi er bedre end de fleste andre europæiske lande til at udvise folk uden lovligt ophold, siger Kaare Dybvad Bek.
Lovforslaget ventes at træde i kraft 1. januar 2026, men skal først vedtages i Folketinget.
/ritzau/