Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 21/03/2025 - 04:49

Brand i transformerstation lukker Heathrow Lufthavn fredag

Passagerer bedes holde sig fra Heathrow Lufthavn, der foreløbigt holdes lukket indtil fredag midnat.

Chris J Ratcliffe/Reuters

Af: /ritzau/

Lufthavnen Heathrow i London er lukket for passagerer fredag, efter at der er udbrudt brand i en transformerstation.

Det oplyser lufthavnen natten til fredag i et opslag på det sociale medie X.

Lufthavnen oplyser, at man oplever betydelige strømafbrydelser som følge af branden.

Af hensyn til sikkerheden for både passagerer og lufthavnens ansatte har man valgt foreløbigt at holde den britiske lufthavnen lukket indtil fredag midnat.

Passagerer bør under ingen omstændigheder tage til lufthavnen, advarer Heathrow Lufthavn.

Data fra flyovervågningssiden FlightRadar24 viser, at mindst 120 fly, der har kurs mod Heathrow Lufthavn, skal omdirigeres. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

10 brandbiler og 70 brandfolk arbejder i øjeblikket på at slukke branden. Det oplyser brandvæsnet i London ifølge PA Media.

Omkring 150 mennesker er blevet evakueret fra de omkringliggende bygninger, og der er blevet opsat afspærring i en radius af 200 meter fra transformerstationen.

- Det er en meget synlig og betydningsfuld hændelse. Vores brandfolk arbejder utrætteligt under udfordrende forhold med at få ilden under kontrol så hurtigt så muligt, siger Pat Goulbourne, der vicekommissær ved brandvæsnet, ifølge PA Media.

Der er endnu uvist, hvornår strømmen vil vende tilbage i lufthavnen, ligesom det er uklart, hvad der har startet branden.

Der er ingen melder om tilskadekomne i forbindelse med branden.

Heathrow Lufthavn forventer, at der vil være betydelige forstyrrelser i flytrafikken til og fra lufthavnen i de kommende dage.

Strømafbrydelsen påvirker desuden et større område omkring lufthavnen.

Mere end 16.300 husstande er natten til fredag uden strøm. Det fremgår af forsyningsselskabet Scottish and Southern Electricity Networks' hjemmeside.

- Vi er klar over, at den omfattende strømafbrydelse påvirker mange af vores kunder i Hayes, Hounslow og de omkringliggende områder, lyder det fra forsyningsselskabet.

Lufthavnen Heathrow, der ligger i det vestlige London, er den travleste lufthavn i Storbritannien og en af de travleste i Europa.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek