Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Sydney, 08/11/2023 - 02:08

Telenedbrud i Australien: Giftlinje og alarmcentral er påvirket

Det australske telekommunikationsselskab Optus har onsdag et landsdækkende nedbrud, der påvirker ti millioner.

Af: /ritzau/AFP

Landsdækkende afbrydelser har onsdag ramt det australske telekommunikationsselskab Optus.

Det betyder, at millioner i Australien ikke kan foretage opkald eller gå på internettet.

Optus siger, at selskabet kæmper for at genoprette dets mobil- og internettjenester for mere end ti millioner kunder over hele Australien.

Selskabets direktør, Kelly Bayer Rosmarin, siger til det australske medie ABC, at der ikke er indikationer på, at nedbruddet er forårsaget af hacking eller et cyberangreb.

Der arbejdes dog stadig på at finde årsagen til nedbruddet.

- Vores systemer er faktisk meget stabile. Vi forsyner vores kunder med god dækning. Det her er en meget sjælden hændelsen.

Optus siger, at det blev klar over nedbruddet omkring klokken 04.05 lokal tid.

Mere end syv timer senere er der stadig problemer i store dele af landet.

Dusinvis af hospitaler kan ikke modtage telefonopkald, og fastnettelefoner, der er på Optus' netværk kan ikke ringe til alarmcentralen.

Den australske giftlinje i delstaten New South Wales, der eksempelvis kan bruges, hvis man bliver bidt af en edderkop eller slange, er også påvirket.

I storbyen Melbourne var der onsdag morgen kaos i myldretidstrafikken, da et "kommunikationsnedbrud" forstyrrede togene. Det står dog ikke klart, om det skyldes nedbruddet hos Optus.

Australiens telekommunikationsminister, Michelle Rowland, siger, at nedbruddet hos Optus er forårsaget af en "dybtliggende defekt" i en "fundamental" del af selskabets netværk.

- Hvad vi ved lige nu, er, at der er en dybtliggende defekt. Det er sket dybt inde i netværket, siger hun til journalister.

- Det har store konsekvenser for mobil-, fastnet- og bredbåndsforbindelser.

Ramsay Health Care skriver på Facebook, at telefonerne er nede på deres 73 privathospitaler og ambulatorier.

Privathospitalet i Westmead i Sydney siger også, at dets telefonlinjer er nede.

En sundhedsplejer siger til ABC's Radio Melbourne, at han ikke har været i stand til at ringe til en ambulance til en af hans patienter.

- Jeg var nødt til at løbe ud på gaden og låne en telefon af en person, der luftede sin hund, siger han.

Nedbruddet kommer, omkring et år efter at mere end ni millioner Optus-kunder fik stjålet deres personlige data i et cyberangreb.

/ritzau/AFP

TjekDet - faktatjek