Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Frederiksberg, 30/01/2026 - 20:06

Fem fængslet i sag om brandstiftelse med molotovcocktail i Vanløse

Kort før midnat mandag blev en molotovcocktail kastet ind i en lejlighed på Jyllingevej i Vanløse.

Steven Knap/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Fem personer, der er sigtet for forsætlig brandstiftelse i Vanløse, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Det er blevet besluttet efter et grundlovsforhør fredag i Dommervagten ved Vestre Fængsel i København.

De fem er sigtet for mandag aften kort før midnat at have kastet en molotovcocktail ind i en lejlighed på Jyllingevej i Vanløse.

Der opstod en mindre brand i lejligheden, som det lykkedes lejlighedens beboer at slukke. Ingen kom noget til.

En molotovcocktail er en brandbombe, der består af en flaske med brændbar væske.

Københavns Politi fik anmeldelsen fra brandvæsnet mandag klokken 23.51.

Efter branden var politiet til stede med både efterforskere og hundepatruljer.

Billeder uden for lejligheden, som ligger på første sal, viser, at et vindue blev knust.

De sigtede er mellem 22 og 25 år.

Tre af dem er desuden sigtet for at være i besiddelse af 38 gram kokain med henblik på videreoverdragelse.

Grundlovsforhøret gik i gang fredag klokken 11.00 og endte med at vare over otte timer. Det blev holdt for lukkede døre.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.

Sigtelsen læses derimod op for åbne døre, ligesom forsvareren kan fortælle, hvordan den mistænkte forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek