Washington D.C., 10/04/2026 - 01:34
USA vil samle Israel og Libanon til møde om våbenhvile
I næste uge vil USA's udenrigsministerium være vært for et møde mellem Israel og Libanon, siger embedsmand.
Abbas Fakih/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA vil i næste uge være vært for forhandlinger om en våbenhvile mellem Israel og Libanon.
Det oplyser en unavngiven embedsmand fra USA's udenrigsministerium til nyhedsbureauet AFP.
- Vi kan bekræfte, at ministeriet i næste uge vil være vært for et møde med Israel og Libanon for at drøfte igangværende våbenhvileforhandlinger, siger embedsmanden.
Mødet vil finde sted i USA's forbundshovedstad, Washington D.C.
Drøftelserne vil finde sted, kort efter at USA og Iran har indledt fredsforhandlinger i Pakistan, lyder det.
Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, der har været med til at mægle en to uger lang våbenhvile mellem USA og Iran, har inviteret de to parter til møde fredag i Pakistans hovedstad, Islamabad.
Talsperson for Det Hvide Hus Karoline Leavitt har senere sagt, at forhandlingerne først begynder lørdag.
Hurtigt efter at våbenhvilen mellem USA og Iran blev annonceret natten til onsdag dansk tid, stod det klart, at der var uenighed om, hvorvidt Libanon var omfattet af aftalen.
Shehbaz Sharif skrev i et opslag på det sociale medie X, at Libanon var omfattet, men det blev få timer senere afvist af Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
USA's vicepræsident, J.D. Vance, der vil lede den amerikanske delegation i Islamabad, har også afvist, at Libanon er en del af våbenhvilen.
Både onsdag og torsdag udførte Israel flere angreb i Libanon, hvor målet ifølge Israel var Hizbollah-militsen, der støtter Iran.
Alene onsdag mistede 303 personer ifølge landets sundhedsministerium livet i Libanon.
Torsdag aften meldte Benjamin Netanyahu sig parat til at indlede direkte forhandlinger med Libanon hurtigst muligt.
- I lyset af Libanons gentagne anmodninger om at indlede direkte forhandlinger med Israel gav jeg i går (onsdag, red.) regeringen instruks om at indlede direkte forhandlinger med Libanon så hurtigt som muligt, sagde Netanyahu torsdag i en udtalelse.
/ritzau/




