Jerusalem, 20/04/2025 - 16:10
Israels militær erkender fejl i drab på 15 redningsarbejdere
En øverstbefalende får en reprimande og en næstkommanderende bliver fyret efter drab på 15 hjælpearbejdere.
Palestinian Red Crescent/Reuters
Af: /ritzau/
Israels militær erkender fejl i forbindelse med israelske styrkers drab på 15 hjælpearbejdere i Gazastriben i marts.
Det viser en rapport, der er offentliggjort søndag, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Israels militær giver en øverstbefalende en reprimande og fjerner en næstkommanderende fra sin stilling som konsekvens af den meget omtalte sag.
De 15 palæstinensiske ambulanceførere og redningsarbejdere blev skudt og dræbt 23. marts af israelske soldater.
Den gennemgang, der søndag er offentliggjort, viser, at der har været "flere professionelle fejl, brud på ordrer og en manglende fuld rapportering af hændelsen".
Israels militær hævdede i første omgang, at ambulancerne var ankommet uden blinklys på, og at de ikke var markeret som redningskøretøjer.
De påstande blev modbevist af en video, der blev fundet på en af de dræbte redningsarbejderes mobiltelefon.
Den viste, at ambulancerne kørte med udrykning, og at redningsarbejderne havde uniformer på.
Militæret konkluderer i sin undersøgelse, at soldaterne skød på en vis afstand.
Det har desuden afvist anklager om, at nogle af de dræbte var blevet bundet på hænderne, inden de blev skudt på nært hold.
- Soldaterne skød ikke vilkårligt, men forblev årvågne og klar til at reagere på reelle trusler, som de identificerede, lyder det i et resumé af militærets rapport.
- Undersøgelsen fandt ingen beviser, der støtter påstande om henrettelser, lyder det videre ifølge nyhedsbureauet AFP.
Da soldaterne havde dræbt redningsarbejderne, begravede de dem.
Ligene blev fundet en uge senere af nødhjælpsorganisationen Palæstinensisk Røde Halvmåne og embedsmænd fra FN.
Ifølge Palæstinensisk Røde Halvmåne, som er søsterorganisation til Røde Kors, var otte af de dræbte fra Palæstinensisk Røde Halvmåne, seks fra civilforsvaret i Gaza og én var FN-ansat.
Ud over de 15 dræbte blev der også fundet ødelagte ambulancer.
Israels militær siger søndag, at der var seks medlemmer af Hamas blandt de dræbte i skyderiet den 23. marts. Der er ikke fremlagt beviser for det eller nævnt navne på, hvem af de 15, der var Hamas-medlemmer, rapporterer britiske BBC.
Militæret har tidligere hævdet, at militante Hamas-folk gemte sig bag i ambulancerne.
Det er ifølge BBC også sket tidligere i Gaza-krigen, at militante har ladet sig transportere i udrykningskøretøjer.
Drabene på de palæstinensiske redningsarbejdere er blevet kraftigt fordømt fra flere sider.
Ifølge FN kan drabene være en krigsforbrydelse.
/ritzau/