Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 13/07/2026 - 16:31

Britisk politi anholder 12 personer i sag om terrorisme

Politiet i London har anholdt 12 personer i en sag relateret til "ekstrem højreorienteret terrorisme".

Af: /ritzau/

Storbritanniens politi har anholdt 12 personer i forbindelse med en efterforskning, som politiet beskriver som relateret til "ekstrem højreorienteret terrorisme".

Det oplyser politiet i London, Metropolitan Police, i en pressemeddelelse mandag.

Efterforskningen har forbindelse til en formodet trussel rettet mod et islamisk arrangement, der blev afholdt 9.-12. juli i Suffolk, som ligger nordøst for London.

Arrangementet blev afsluttet lidt tidligere end planlagt. Men politiet vurderer ikke, at sagen udgør nogen bredere trussel mod offentligheden.

- Efter at vi blev opmærksomme på en potentiel alvorlig trussel mod det islamiske arrangement i Suffolk, har vi handlet meget hurtigt og foretaget en række anholdelser forskellige steder i landet, udtaler Helen Flanagan, leder af antiterror-enheden hos London Politi.

Politiet oplyser ikke nærmere, hvad den konkrete trussel, der har udløst anholdelserne, består i.

Politiet har anholdt og tilbageholdt otte mænd efter paragraf 41 i den britiske Terrorism Act 2000. Paragraffen giver politiet mulighed for at anholde personer, der med rimelig grund mistænkes for at være terrorister.

Derudover er tre mænd blevet anholdt under mistanke for sammensværgelse om drab.

En kvinde er desuden anholdt. Hun er mistænkt for at have hjulpet en lovovertræder, lyder det.

- Desværre er denne aktivitet en skarp påmindelse om, at trusselsniveauet i Storbritannien er på niveauet "alvorligt", så vi opfordrer offentligheden til at forblive årvågen og indberette alt, hvis det ikke ser rigtigt ud eller ikke føles rigtigt, udtaler Helen Flanagan.

Der er i alt anholdt 11 mænd og en kvinde i alderen 27 til 82 år.

RITZAU

TjekDet - faktatjek