Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Herning, 22/04/2026 - 14:41

Knivoverfald på dreng i solcenter udløser domme for drabsforsøg

Begge lunger klappede sammen, da 16-årige blev slået og stukket. Han var i livsfare, men overlevede.

Af: /ritzau/

To mænd er onsdag ved Retten i Herning blevet idømt fængsel i seks år for et knivoverfald på en 16-årig dreng i et solcenter i Herning i juni sidste år, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Drengen var ved 20.30-tiden den 16. juni sidste år ankommet til solcenteret for at møde en 17-årig pige, som han kendte i forvejen.

Men i solcenteret blev han overfaldet af to yngre mænd, der slog ham med et aluminiumsbat i hovedet og på kroppen og stak ham med en kniv tre gange i henholdsvis brystkassen, venstre ben og venstre hånd.

Begge drengens lunger klappede sammen, og han var i livsfare efter overfaldet, men overlevede.

De to gerningsmænd flygtede til udlandet, men blev siden anholdt i samarbejde med politiet i Holland og Tyskland.

De dømte, 22-årige Mustafa Arslan, som er svensk statsborger, og 24-årige Rashid Habash, der er syrisk statsborger, blev ud over fængselsstraffen dømt til udvisning af Danmark, når deres straffe er fuldbyrdet.

Begge fik samtidig forbud mod nogensinde igen at indrejse i Danmark.

Pigen, som er dansk, blev dømt for at have været vel vidende om, at den 16-årige dreng skulle udsættes for grov vold, og er fundet skyldig i medvirken til dette.

Hun var ikke tiltalt for drabsforsøg og kan altså ikke tilregnes, at overfaldet på den 16-årige blev så voldsomt, at han kom i livsfare. Straffen mod hende er da også væsentligt mildere og lyder på et halvt års fængsel.

Derudover skal hendes sag - fordi hun er mindreårig - behandles i Ungdomskriminalitetsnævnet, og som følge af onsdagens dom skal hun følge en eventuel tillægsforanstaltning.

Begge mænd valgte på stedet at anke dommen til Vestre Landsret, og Retten i Herning bestemte i forlængelse af dette, at begge skal sidde varetægtsfængslet som hidtil, indtil ankesagen er afgjort.

Den 17-årige pige tog ikke stilling til, om hun vil anke. Hun har nu to uger til at beslutte, om også hun vil være en del af sagen, når den kommer i landsretten. Samme frist gælder for anklagemyndigheden, såfremt den ønsker at kræve straffene skærpet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek