Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/06/2026 - 14:53

Mand erkender at have gravet pistol ned efter skyderi

Politiet mener, at en 14-årig skød mod stuelejlighed på Frederiksberg. To mænd sigtes for at give ham våbnet.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det var angiveligt en 14-årig dreng, der natten til den 3. juni rettede en pistol mod en stuelejlighed på Finsensvej på Frederiksberg og affyrede tre skud.

Det mener Københavns Politi på baggrund af efterforskning i sagen, skriver kredsen på meddelelsestjenesten Politi Update.

Den 14-årige, der er somalisk statsborger, er under den kriminelle lavalder og kan således ikke retsforfølges. I stedet er han i dag i de sociale myndigheders varetægt, fremgår det.

To danske statsborgere på 20 og 26 år blev torsdag anholdt i sagen, og fredag er de blevet fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg dommervagt ved Vestre Fængsel.

De sigtes for våbenbesiddelse ved at have haft pistolen, før og efter den blev brugt til skyderiet på Finsensvej. De er ikke mistænkt i relation til selve skyderiet.

I retsmødet fredag nægtede den 20-årige mand sig skyldig i sigtelsen, som den er formuleret, men den lidt ældre medsigtede kunne derimod godt erkende at have besiddet våbnet.

Han tilstod, at han havde fået våbnet og sammen med den 20-årige gravet det ned.

Resultatet blev, at begge mænd skal sidde varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger. Dommeren vurderer, at de på fri fod kan vanskeliggøre opklaringen af sagen. Det kan navnlig være ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre.

Der var flere beboere til stede i lejligheden på Finsensvej, da der blev skudt gennem en rude i lejligheden kort efter midnat 3. juni. Ingen blev ramt.

Københavns Politi har ikke sagt, hvad det formodede motiv til angrebet var.

Adspurgt, om politiet mener, at der er tale om et opgør i et kriminelt miljø, og om skyderiet menes at være en del af en verserende konflikt, lyder svaret fra Københavns Politi:

Det skal den verserende efterforskning vise.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek