Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/05/2026 - 07:29

OVERBLIK: Seks engelske hold kan få CL-plads efter Villas triumf

Seks Premier League-hold kan få en plads i Champions League efter Aston Villas triumf i Europa League.

Stefano Rellandini/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Aston Villa snuppede onsdag aften sit første europæiske trofæ i 44 år, da klubben vandt 3-0 over Freiburg i Europa League-finalen.

Den engelske fodboldklubs triumf betyder måske, at seks Premier League-hold får en plads i Champions League i næste sæson.

Det kræver i så fald blandt andet, at Aston Villa taber til Manchester City i sidste spillerunde.

Læs om scenarierne her:

* Hvorfor har Premier League allerede fem pladser i Champions League?

Længe før onsdagens finale stod det klart, at også femtepladsen i Premier League giver adgang til Champions League.

Det skyldes, at engelsk fodbold har fået et såkaldt European Performance Spot (EPS) som følge af klubbernes samlede resultater i de europæiske turneringer i indeværende sæson.

Vinderen af Europa League kvalificerer sig også til næste sæsons Champions League.

Derfor kan der komme seks engelske hold med i turneringen, men det afhænger af, hvor Aston Villa, der i øjeblikket indtager fjerdepladsen i Premier League, slutter i tabellen.

* Hvad sker der, hvis Aston Villa slutter som nummer fire?

Champions League-pladsen, som sikres ved at vinde Europa League, kan ikke blive givet videre til andre hold i Premier League.

Derfor vil den ekstra Champions League-plads (EPS) gå til holdet på femtepladsen, mens holdet på sjettepladsen må nøjes med en plads i Europa League.

* Hvad sker der, hvis Aston Villa slutter som nummer fem?

Eftersom Aston Villa allerede har sikret sig en plads i Champions League efter triumfen i Europa League, vil den ekstra Champions League-plads blive sendt videre til holdet på sjettepladsen i Premier League.

Således vil kun en femteplads til Aston Villa udløse en situation med seks engelske Champions League-deltagere.

* Hvad skal der til for, at Aston Villa ender på femtepladsen?

Aston Villa vil falde ned på femtepladsen, hvis klubben taber ude mod Manchester City, og Liverpool samtidig vinder på hjemmebane over Brentford i sidste spillerunde.

Hvis det sker, vil begge hold i så fald slutte på 62 point, men Liverpool vil have en bedre målscore.

Som stillingen ser ud inden sidste runde, vil Bournemouth få glæde af det scenarie. Klubben ligger nummer seks inden holdets udekamp mod Nottingham Forest.

Brighton er imidlertid kun tre point efter og har en bedre målscore end Bournemouth. Derfor kan en hjemmesejr over Manchester United sende Brighton op på sjettepladsen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek