Kyiv, 23/02/2026 - 18:12
Flere angreb på energisektoren gør genopbygning af Ukraine dyrere
Ødelagt eller beskadiget energiinfrastruktur gør regningen for genopbygningen af Ukraine meget dyrere.
Valentyn Ogirenko/Reuters
Af: /ritzau/
Det vil koste 588 milliarder amerikanske dollar at genopbygge Ukraines økonomi.
Det anslår Verdensbanken, FN, Europa-Kommissionen og den ukrainske regering mandag - dagen inden fireåret for Ruslands invasion af Ukraine - ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det er en stigning på 12 procent i forhold til sidste års skøn.
Det skyldes flere angreb på energiinfrastrukturen.
Vurderingen er baseret på data fra 24. februar 2022 til den 31. december 2025.
Det vil sige, at data fra de intensiverede russiske angreb på ukrainske energianlæg i januar og februar ikke er medtaget. Angreb, der ifølge Reuters har efterladt titusinder af mennesker over hele Ukraine uden varme, strøm og vand under den koldeste vinter målt i årtier.
Ud over energiinfrastrukturen er transportområdet og landets boliger blandt de hårdest ramte sektorer.
- Skaderne er enorme og vokser konstant, lyder det i rapporten.
Det samlede skadesomfang er nu mere end dobbelt så stort, som det der blev rapporteret i den første rapport i 2022.
Ødelæggelserne er især koncentreret omkring frontlinjerne og i storbyområderne, herunder i landets hovedstad, Kyiv.
/ritzau/




