Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/01/2026 - 21:57

Boligminister kalder Siddiques boligsag for skandale

Sikandar Siddique har bedraget vælgerne ved at flytte kommune for at stille op til valget, mener minister.

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) kalder det en "skandale", at kommunalpolitiker Sikandar Siddique er flyttet til København for at kunne stille op til kommunalvalget, mens hans familie fortsat bor i Herlev.

Sophie Hæstorp Andersen er også tidligere overborgmester i København og dermed tidligere politisk chef for forvaltningen, som skal træffe afgørelsen.

Hun mener, at han får svært ved at overbevise kommunen om, at hans flytning er reel.

- At der overhovedet kan sås tvivl om noget så elementært som en kandidats bopæl, er en skandale.

- Nu har han frem til den 15. januar til at overbevise Københavns Kommune, og det ser svært ud, skriver hun på Facebook, selv om sagen endnu ikke er afsluttet.

Sagen drejer sig om, hvorvidt partistifter Sikandar Siddique fra partiet Frie Grønne reelt bor i København eller i Herlev.

Det er afgørende, da han stillede op til kommunalvalget i november 2025 i Københavns Kommune og blev valgt ind, da partiet fik ét mandat.

Et sæde i hovedstadens borgerrepræsentation kræver dog, at man reelt bor i kommunen.

Tilbage i maj meddelte Sikandar Siddique, at han flyttede fra sin familie i Herlev Kommune til København for at kunne blive opstillet til kommunalvalget i hovedstadskommunen.

Ifølge Ekstra Bladet ejer han dog stadig sit hus i Herlev, hvor hans kone og børn fortsat bor.

Ekstra Bladets dækning af flytningen fik Herlev Kommune til at undersøge sagen før kommunalvalget.

Kommunen konkluderede, at Sikandar Siddique var "korrekt bopælsregistreret".

Det vil Københavns Kommune dog også selv undersøge, og man har foreløbigt varslet, at man agter at annullere Sikandar Siddiques bopælsregistrering i København.

- Uanset om Frie Grønnes partileder ender med at få frataget sit mandat, så er det slået fast, at han med fuldt overlæg har manipuleret med demokratiet og bedraget vælgerne.

- Så burde han have karakter nok til at smutte ud af politik og blive væk, skriver boligministeren.

Sikandar Siddique fremhæver selv i et skriftligt svar, at sagen fortsat ikke er afsluttet, da afgørelsen er foreløbig. Han beskylder Hæstorp for at påvirke en sag, der endnu ikke er færdigbehandlet.

- En siddende socialminister som udtaler sig i helt entydige vendinger om en igangværende sag. Så kan man vist ikke længere påstå, at det ikke er en politisk sag, skriver han.

Søndag aften oplyser Siddiques advokat, Erbil Kaya, at de vil undersøge, om der er hjemmel til, at afgørelsen kan rykkes til en anden kommune.

De har ikke taget stilling til, hvilken kommune der kunne overtage afgørelsen.

- Man må jo se på, hvilken kommune der kunne være neutral og apolitisk og behandle den på en måde, som gør, at vi føler en tryghed omkring både sagsbehandlingen og den endelige beslutning, der kan komme, siger Erbil Kaya til Ritzau.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek