København, 08/08/2025 - 14:59
Vendsyssel-spiller får karantæne i tre kampe for skalle
Instans har startet sag af egen drift mod Vendsyssel-spiller og tildelt karantæne for at nikke en skalle.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Vendsyssel FF-spilleren Lasse Steffensen har fået tre spilledages karantæne efter en episode i en pokalkamp mod AaB onsdag.
For Fodboldens Disciplinærinstans har vurderet, at Steffensen nikkede en AaB-spiller en skalle i det 85. spilleminut, lyder det i en kendelse.
Sagen blev indledt af instansen af egen drift.
Det skyldes, at kampens dommer og resten af dommerteamet ikke så episoden under kampen.
- Dommeren har oplyst, at hun efter gennemgang af videoen mener, at der burde have været dømt en udvisning til Lasse Steffensen for voldsom adfærd, lyder det videre i kendelsen.
En udvisning for voldsom adfærd ville normalt have givet to spilledages karantæne.
Men de seks medlemmer af Fodboldens Disciplinærinstans, der har vurderet sagen, mener, at episoden er af særlig grov karakter, og at Lasse Steffensen "med sin adfærd har bragt spillet i miskredit". Derfor har han fået tre spilledages karantæne.
Lasse Steffensen har udtalt sig om situationen over for disciplinærinstansen.
Han siger, at AaB-spilleren Elison Makkoli kort inden episoden "selv havde udvist en provokerende adfærd" og havde spyttet mod Lasse Steffensen, fremgår det af kendelsen.
Det er dog ikke blevet behandlet af instansen.
Kampen mellem Vendsyssel og AaB i pokalturneringens første runde endte med en AaB-sejr på 2-1 efter forlænget spilletid.
Vendsyssel rykkede i sidste sæson ned fra 1. division til 2. division. Her åbnede nordjyderne sæsonen lørdag med en 1-0-sejr over HIK, hvor Lasse Steffensen blev matchvinder i tillægstiden.
/ritzau/