Washington. D.C., 05/06/2025 - 20:17
USA understreger det lange forhold til Danmark på grundlovsdag
I hilsen siger USA's udenrigsminister, at Danmark og USA har "fælles strategiske interesser".
Af: /ritzau/
På grundlovsdag har USA's udenrigsminister, Marco Rubio, sendt en hilsen til Danmark.
Her siger han, at USA og Danmark "deler en lang historie som stiftende Nato-allierede, bundet af vores engagement i fred og global sikkerhed".
- Vores varige forhold er et vidnesbyrd om vores fælles historie og fælles strategiske interesser, siger Rubio i en erklæring på ministeriets hjemmeside.
- Sammen er vi forpligtet til at øge Natos forsvarsudgifter og byrdefordeling, sikre en sikker, stabil og velstående arktisk region og fremme handel og investeringer mellem vores nationer, lyder det videre.
På den sociale platform X har den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), reageret på Rubios hilsen:
- Stærke udtalelser fra Washington i dag, siger Løkke.
Udenrigsministeren er samtidig "taknemmelig" for både ordene fra sin ministerkollega og en resolution fra to amerikanske senatorer.
Resolutionen er fremsat i Senatet af demokraten Peter Welch og republikaneren Lisa Murkowski på grundlovsdag.
Den "anerkender vigtigheden af partnerskabet mellem USA og Danmark". Det fremgår af en pressemeddelelse på Welchs' hjemmeside.
/ritzau/