Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/01/2026 - 12:38

Person påkørt af tog ved spor 9 på København H

Tre S-togslinjer er påvirket, mens politiet arbejder på Hovedbanegården.

Af: /ritzau/

En person er søndag ved middagstid blevet påkørt af et tog ved Københavns Hovedbanegård, og S-togsdriften er midlertidigt indstillet, oplyser DSB.

Hos Københavns Politi bekræfter vagtchef Rune Nørgaard, at politiet er til stede på banegården.

- Der er en person, som er blevet ramt ved spor 9, og vi er til stede for at foretage undersøgelser, lyder det fra vagtchefen.

Politiet kan endnu ikke oplyse nærmere om årsagen til ulykken.

Påkørslen påvirker S-togslinjerne A, B og C, skriver DSB på sin hjemmeside.

Linje A kører mellem Køge og Dybbølsbro og mellem Østerport og Hillerød.

Linje B kører mellem Høje Taastrup og Dybbølsbro og mellem Vesterport og Farum.

Linje C kører mellem Frederikssund og Dybbølsbro.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek