Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/03/2026 - 15:37

Herlev Eagles booker semifinale efter sejr på egen is

Herlev Eagles er efter 4-2 over Sønderjyske som første hold klar til en semifinale i Metal Ligaens slutspil.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Grundspillets nummer to, Herlev Eagles, er klar til en semifinale i Metal Ligaens slutspil.

Som første hold bookede sjællænderne deres billet videre fra kvartfinalerne med en 4-2-sejr over Sønderjyske, der så sent som i 2024 hjemførte sit seneste mesterskab.

Herlevs første og eneste danske mesterskab kom i 1984, men baseret på præstationerne i sæsonen hidtil kan fansene drømme stort.

Kvartfinaleserien sluttede 4-1 i kampe efter en enkelt svipser på egen is, men søndag var der samme sted kun i slutminutterne tvivl om udfaldet.

Den svenske back Kalle Eriksson slyngede efter knap seks minutter pucken i nettet fra distancen, og hans unge danske backkollega Marius Kring nærmest kopierede bedriften fem minutter inde i anden periode.

Syv minutter senere skøjtede rutinerede Frederik Bjerrum rundt omkring målet og ledte efter en løsning, og da ingen af sønderjyderne lagde pres på ham, endte han med at have frit skud midt for mål, hvilket blev omsat til 3-0.

Sønderjyske gjorde et sidste desperat forsøg på at udskyde sommerferien i tredje periode, og håbet fik efter 50 minutters spil omsider lidt næring, da Jacob Schmidt-Svejstrup i powerplay fik banket en reducering i kassen.

Trykket fortsatte, og allerede med mere end fire minutter tilbage forsøgte Sønderjyske at lade sit mål stå tomt og spille med en ekstra markspiller, og det gav pote med to et halvt minut igen, da Oscar Drugge var på pletten.

Det gav en intens slutfase, som punkterede, da Isac Göransson med 30 sekunder igen scorede til slutfacit i det keeperløse Sønderjyske-bur.

Senere søndag kan Rungsted, Odense og Herning gøre Herlev selskab i semifinalerne, hvis de vinder deres kampe.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek