Bagdad, 11/07/2025 - 11:28
30 militante fra PKK brænder deres våben i ceremoni
Ceremoni ses som et vigtigt skridt i afvæbningen af PKK, der i maj besluttede at afslutte årtier lang kamp.
Ako Rasheed/Reuters
Af: /ritzau/AFP
30 kurdiske militante fra gruppen PKK, Kurdistans Arbejderparti, der i årtier stod i spidsen for et oprør i Tyrkiet, har fredag brændt deres våben.
Det rapporterer en journalist fra nyhedsbureauet AFP, der er til stede ved en ceremoni, som finder sted i det nordlige Irak.
PKK besluttede i maj officielt at opløse sig selv og stoppe den væbnede kamp, efter at dens fængslede leder, Abdullah Öcalan, havde opfordret til netop det.
Fredagens ceremoni ses som et afgørende symbolsk skridt i afvæbningsprocessen.
- 30 PKK-kæmpere, hvoraf fire har ledende poster, brændte deres våben, rapporterer AFP-journalisten, som var til stede ved den korte ceremoni.
Den fandt sted i den delvist autonome Kurdistan-region i det nordlige Irak.
PKK stod fra 1984 og frem i spidsen for et oprør mod Tyrkiet. Gruppens oprindelige mål var at skabe et hjemland for kurderne.
Beslutningen om en opløsning kan få store politiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser i regionen.
Over 40.000 mennesker er blevet dræbt i konflikten mellem PKK og Tyrkiet.
Både den tyrkiske regering, EU og USA anser PKK for at være en terrororganisation.
Kurderne er en etnisk gruppe, som udgør betydelige mindretal i flere lande i Mellemøsten, herunder i Syrien og Tyrkiet, hvor det anslås, at omkring 20 procent af befolkningen er kurdere.
/ritzau/AFP