København, 13/08/2025 - 05:00
Vi smider bunker af brugbar elektronik ud
Danskerne skal motiveres til at reparere mere elektronik frem for bare at købe nyt, mener Forbrugerrådet Tænk.
Af: Af Susanne Anette Andersen, Ritzau
Små og store elektroniske apparater fylder mere og mere i de danske hjem.
På genbrugspladserne ses det store forbrug af hvidevarer og elektronik, som er præget af en køb og smid væk-kultur.
En undersøgelse lavet for Ingeniørforeningen IDA af Analyse Danmark viser, at omkring hver tredje ofte eller altid vælger at få deres apparater repareret, hvis de ikke virker, mens cirka samme andel svarer aldrig eller sjældent.
Samtidig gik hver tiende i 2019 hellere efter nye produkter, mens det i 2025 er steget til næsten hver fjerde.
Det ærgrer Michael Søgaard Jørgensen, IDAs ekspert i reparation og produkters levetid.
- Det er en meget uheldig udvikling, som får alarmklokkerne at ringe, siger han.
Hver dansker genererer i snit over 22 kilo elektronisk affald om året.
Produkterne indeholder ofte miljøfremmede materialer, kritiske råstoffer og er energikrævende at producere.
- Mange er ikke klar over klimabelastningen fra disse varer. De nuværende affaldsmængder er ikke bæredygtige, siger Michael Søgaard Jørgensen, der er lektor på Aalborg Universitet.
Når så mange produkter ikke bliver repareret, peger han på, at de er svære at skille ad, og reservedelene er dyre. Prisen for en reparation kan være lige så høj som et nyt produkt.
- Det er stærkt medvirkende til, at vi smider så mange ton elektronik ud om året. Men det, der er økonomisk mest smart, er ikke altid det miljømæssigt mest smarte. De fleste danskere har jo råd til at anskaffe sig meget mere, end hvad der er godt for miljøet, siger han.
For at stimulere til flere reparationer af elektronik har Forbrugerrådet Tænk sammen med Applia - brancheorganisationen for hårde hvidevarer og små elektroniske husholdningsapparater - kæmpet for et fradrag i lønudgifter til reparation. Det trådte i kraft 1. januar i år.
- Prisen på reparationer er et vigtigt parameter, når man overvejer at reparere, og andre lande har haft stor succes med det, siger Vibeke Myrtue Jensen, seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk.
Det store forbrug i Danmark kunne modsvares, hvis vi beholdt vores ting i længere tid i stedet for at kassere dem hurtigt.
- En stor del af belastningen fra elektroniske produkter ligger i selve produktionen, så det gælder om at bruge produkterne op i stedet for at købe nye, siger hun.
/ritzau/