Washington D.C., 22/08/2026 - 05:49
USA efter forhandlinger: Canada afviser at indgå handelsaftale
Ifølge USA's handelsrepræsentant har Canada trods toldtrussel fra USA afvist at færdiggøre handelsaftale.
Af: /ritzau/
Jamieson Greer, der er USA's handelsrepræsentant, siger, at Canada har afvist at færdiggøre en handelsaftale med USA.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
- I aften har Canada afvist at færdiggøre handelsaftalen på de vilkår, der blev aftalt tidligere på ugen, siger Greer ifølge AFP til journalister.
De to parter har med forhandlingerne om en aftale forsøgt at overholde en tidsfrist, som USA's præsident, Donald Trump, har fastsat.
Hvis ikke de to lande kunne nå frem til en aftale inden lørdag klokken 06.01 dansk tid, indfører USA toldstigning på canadiske varer, har det lydt.
RITZAU




