Berlin, 02/09/2026 - 14:32
Tyske medier: To mistænkte med russiske forbindelser udpeget i dronesag
Tyske efterforskere mener, at de har identificeret to mistænkte i en sag om drone med sprængstof.
Af: /ritzau/
Tyske myndigheder mistænker en russiskfødt mand med lettisk pas og en mand fra Belarus med russisk pas i en sag om et forsøg på et droneangreb i lufthavnen i Leipzig.
Det erfarer Süddeutsche Zeitung i samarbejde med medierne NDR og WDR onsdag.
Sagen begyndte den 4. august, hvor en drone med sprængstof blev fundet nær et ukrainsk fragtfly i lufthavnen i Leipzig/Halle.
Tirsdag pegede Tyskland officielt på Rusland som ansvarlig for hændelsen, mens EU onsdag har omtalt sagen som et angreb.
- Dette var et angreb med brug af materiale af militær standard udført af russiske aktører på Den Europæiske Unions jord, sagde kommissionsformand Ursula von der Leyen til journalister i Bruxelles.
RITZAU




