Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/08/2025 - 10:33

Moderaterne nærmer sig spærregrænsen

Sommerferien har ikke gjort noget godt for Moderaternes tilslutning blandt vælgerne, viser meningsmåling.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Regeringspartiet Moderaterne nærmer sig spærregrænsen i den seneste meningsmåling, som analyseinstituttet Voxmeter har lavet for Ritzau.

Moderaterne står til 2,7 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen. Målingen er den første fra Voxmeter efter sommerferien.

For Moderaterne er det et lavpunkt, da det er den laveste måling for Moderaterne i denne regeringsperiode i Voxmeters målinger. Det vil sige siden november 2022.

Ved folketingsvalget i 2022 sikrede Moderaterne sig 9,3 procent af vælgerne. Dengang fik Moderaterne 16 mandater i Folketinget. I dag har partiet 12 mandater, og ifølge den seneste meningsmåling på 2,7 procent vil det svare til estimeret 5 mandater.

Moderaterne har siden folketingsvalget sagt farvel til fem folketingsmedlemmer, og nogle af sagerne har fyldt en del i medierne.

I august 2023 meldte Jon Stephensen sig ud og blev løsgænger. Det skete efter et langvarigt forløb, der blandt andet inkluderede en upassende besked til en ung kvinde fra partiets ungdomsorganisation, Unge Moderater.

Stephensen er dog kommet lidt tilbage i varmen og kan i dag deltage i partiets gruppemøder, selv om han fortsat er løsgænger.

I november 2023 blev Mike Fonseca kylet ud af Moderaterne, fordi han var kæreste med en pige på 15 år.

Partistifter Jeppe Søe meddelte i september 2024, at han meldte sig ud af Moderaterne. Det skete efter en sag om arbejdsmiljøet i partiets sekretariat, hvor Søe krævede en uvildig undersøgelse.

Både Fonseca og Søe er i lighed med Stephensen i dag løsgængere i Folketinget.

Kort før sommerferien kom det i Frihedsbrevet og i bogen "Det koster et mandat" frem, at Moderaterne havde tilbudt Fonseca penge for at opgive sit mandat, som så kunne beholdes i Moderaternes rækker.

Konkret tilbød Moderaterne i 2023 Fonseca en form for fratrædelsesaftale, der blandt andet inkluderede 370.000 kroner.

Moderaterne oplever også medlemstilbagegang, og ved Moderaternes årsmøde i marts ville partisekretær Britt Bager ikke oplyse det aktuelle medlemstal. Heller ikke efterfølgende trods flere henvendelser.

Der er en statistisk usikkerhed på 1,0 procentpoint for Moderaterne i mandagens Voxmeter-måling.

Den seneste måling er baseret på en kombination af telefoninterview og webinterview med 1065 repræsentativt udvalgte personer over 18 år i perioden 11. august til 17. august.

/ritzau/

København, 19/11/2025 - 13:27

Dansk hitmager er blevet far til dreng

Claus Bech/Ritzau Scanpix

Sangeren TopGunn og modellen Caroline Alletorp er blevet forældre for første gang. Den lille dreng blev født 11 dage før termin. Det skriver Se og Hør.

Der bliver lidt mere trængsel ved morgenbordet hjemme hos sangeren TopGunn.

Hitmageren har sammen med modellen Caroline Alletorp budt en lille dreng velkommen til verden.

Det skriver Se og Hør.

Noget tyder på, at den lille fyr havde travlt med at komme ud og sige hej til verden. Han blev nemlig født, før Caroline Alletorp ellers var sat til at føde.

- I dag har jeg termin, men for 11 dage siden mødte vi vores fine lille fyr, skriver hun i en story - et kort tidsbegrænset klip - på det sociale medie Instagram, hvor hun samtidig deler en video af det nye familiemedlem.

TopGunn, med det borgerlige navn Oliver Gammelgaard Nielsen, har endnu ikke delt noget offentligt om fødslen og er ikke vendt tilbage på Se og Hørs henvendelser, skriver ugebladet.

Sidste år flyttede parret sammen i Oliver Gammelgaard "TopGunn" Nielsens mere end 400 kvadratmeter store bolig på Frederiksberg.

I sommer offentliggjorde modellen på sin Instagram-profil, at hun var gravid.

34-årige TopGunn står bag hits som "Dejlig" og "Kongens Have" og har haft sin egen serie på den hedengangne kanal TV 2 Zulu med titlen "Fucking Fornuftig".

Han har også kunnet ses i den anden Klovn-film, "Klovn Forever", hvor han havde en kort optræden som sig selv.

Derudover var han i 2015 dommer på TV 2's underholdningsprogram "Danmark har talent".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 19/11/2025 - 11:28

Holdet bag Tæt på Sandheden laver nyt radioprogram

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Fremtiden for DR-program er uvis efter Jonathan Spangs fyring, men komikere går sammen om et nyt radioprogram.

Komikerne, som skrev teksterne til DR-programmet "Tæt på sandheden", er gået sammen om et nyt radioprogram på Radio IIII.

Programmet, som har fået titlen "Langt fra løgnen", får premiere 21. november, lyder det i en pressemeddelelse.

- Om kort tid er radioen med håndsvinget fra din prepperpakke din eneste livslinje. Og dette program vil kalde til kamp, men også give håb og åndelig oplysning til de tilbageværende danske enklaver. Revolutionen er radiotransmitteret, og vi starter nu, siger komiker Michael Christiansen i pressemeddelelsen.

Med om bord er også Sebastian Kanani, som var reporter på den seneste sæson af DR-programmet.

DR stoppede i september samarbejdet med "Tæt på sandhedens" mangeårige vært Jonatan Spang.

Dengang lød det, at satireprogrammets fremtid ikke var afklaret.

Kort tid efter kom det frem, at Jonatan Spang var blevet fyret, da DR havde fået kendskab til, at en kvinde havde anklaget Spang for overgreb.

Overgrebet skulle være sket for 16 år siden, da kvinden selv var 15 år gammel.

Siden har flere kvinder politianmeldt komikeren for overgreb.

Hensigten med det nye radioprogram er at gå til ugens nyheder "satirisk, skarpt og leveret uden filter", lyder det i pressemeddelelsen.

Ifølge Nikolai Thyssen, som er direktør på Radio IIII, er der en tendens til, at folk i højere grad er blevet ligeglade med at blive grebet i en løgn.

- Det er bare et bump på vejen og en anledning til endnu en runde i manegen. Det er derfor, vi udkommer med Langt fra løgnen: Hvis ikke det længere er skamfuldt at blive taget i at lyve, kan man i det mindste frygte at blive gjort til grin, udtaler han i pressemeddelelsen om programmet.

De tre komikere, der bidrager til programmet, er Michael Christiansen, som er tidligere hovedforfatter på "Tæt på sandheden", Martin Nørgaard og Morten Wichmann.

"Langt fra løgnen" vil være tilgængelig som podcast hver fredag fra den 21. november. Programmet sendes også live på Radio IIII klokken 13.00.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 19/11/2025 - 08:00

FAKTA: Det må du i naturen

Her er et udpluk af reglerne for, hvad du må i de danske skove. 

I de offentligt ejede skove må du: 

* Færdes til fods overalt i skoven - både på veje, stier og i skovbunden. 

* Samle nødder, bær, kogler, svampe, blomster, grene, mos og lav fra skovbunden til eget forbrug. 

* Bruge åben ild eller kogeapparater ved bålpladser eller i friteltningsskove. 

* Kælke og løbe på ski på veje, stier og i skovbunden. 

* Skøjte og færdes på is, medmindre andet fremgår af skiltning. 

I de privatejede skove må du: 

* Færdes til fods og cykle på egnede veje og stier fra klokken 6.00 til solnedgang. 

* Kun færdes til fods eller opholde dig i skovbunden, hvis du har spurgt ejeren om lov. 

* Samle nødder, bær, kogler med mere til eget forbrug, hvis du kan nå dem fra stier eller veje. 

Kilde: Friluftsrådet. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 19/11/2025 - 08:00

Julepynt hjemmet med kogler og mos fra skoven

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Tag på skovtur i juletiden, og få et pusterum fra den travle højtid med evige udgifter. Materialer fra naturens skatkammer kan bruges i årets dekorationer.

Skoven er et oplagt udflugtsmål for frisk luft og røde kinder.

Men du kan også gå på jagt under trækronerne, hvis du mangler udstyr til årets juledekorationer.

For du må gerne indsamle nedfaldne kogler, nødder, agern, grene og blade fra statsskovene i Danmark.

Det fortæller Trine Sørensen, der er naturvejleder hos Naturstyrelsen Sønderjylland og ved Skovlys Naturskole i Aabenraa.

- I gamle dage sagde man, at man måtte samle så meget ind, der kunne være i en hat.

- Men i dag siger man, at man må samle det ind, der kan være i en almindelig bærepose, lyder det fra naturvejlederen.

Den store grensaks kan du dog lade blive derhjemme.

For det er ikke tilladt at klippe grene af hverken buske eller træer, medmindre de er højere end ti meter.

Grangrene, der ligger på jorden i pyntegrøntsområder, skal du også lade ligge.

Naturvejleder Trine Sørensen samler til gengæld altid mos.

- Børnene elsker det, fordi det er så let at arbejde med. Og hvis du har lidt ståltråd, så kan du lave hvad som helst, siger hun.

Mos vokser overalt i skovene, men du finder oftest flest af de små bløde planter i granskovene.

Her kan mosserne ligge som store tæpper over skovbunden, som nærmest kan "rulles af", fortæller Trine Sørensen.

Hvis du vil samle mos, anbefaler Marianne Riis, som er redaktør på Naturmagasinet NaturGuide.dk, at du opbevarer det i plastikposer, da det kan være ret fugtigt.

Svampe kan du omvendt indsamle i en lille kurv.

Blandt julefavoritterne er også grankogler - store som små.

- I Danmark er der mange rødgraner og sitkagraner i plantagerne, så det er her, man finder de aflange kogler.

- Vil man gerne have de mere runde og buttede fyrrekogler, så skal man ud i skoven med fyrretræer, fortæller Trine Sørensen.

Endelig kan diverse nedfaldne grene bruges i både dekorationer, kranse og samles til små, stikkende juletræer.

- Man kan tit være heldig at finde lærkegrene, der ligger på jorden. Eller grene med mos eller lav på, som kan være utroligt dekorative, siger Marianne Riis.

Inden du drager ud i naturen og finder pynt til julen, er det vigtigt, at din påklædning tager højde for, om vejret byder på regn eller kulde.

For der er ingen, der har en god oplevelse, hvis de fryser, understreger Marianne Riis.

Det kan også være en god idé at pakke noget, som du kan drikke eller spise i små pauser undervejs.

- Vi plejer at tage vores trangia med, og så laver vi varm kakao eller gløgg derude. Hvis man ikke har sådan en, kan man lave det hjemmefra og putte det i en termokande, siger hun.

Når du er ude og samle ind, skal du ifølge de to natureksperter huske at plukke med omtanke.

- Der skal være noget tilbage til naturen, så det kan vokse videre.

- Og så giver man også muligheden for, at andre skovgæster kan få fornøjelsen af at samle mos og andre smukke naturmaterialer ind, siger Trine Sørensen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek