København, 05/05/2025 - 17:44
Coloplast-direktør stopper med øjeblikkelig virkning
Bestyrelsesformand, som tidligere har været topchef, overtager som midlertidig administrerende direktør.
Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Coloplasts topchef, Kristian Villumsen, forlader sin post med virkning fra dags dato.
Det oplyser medikoselskabet i en pressemeddelelse mandag.
- Over de sidste fem år har vi lavet signifikante opkøb og udvidet til nye højvækst-segmenter og styrket Coloplasts grundlag for vækst. Jeg er stolt af, hvad vi har opnået sammen, og jeg ønsker teamet al succes fremadrettet, siger Kristian Villumsen i pressemeddelelsen.
Bestyrelsesformand Lars Rasmussen overtager posten som administrerende direktør midlertidigt.
Lars Rasmussen har tidligere været topchef i Coloplast. Det var han i ti år frem til 2018, hvor han blev afløst af Kristian Villumsen.
Udskiftningen på direktørposten begrundes med, at Coloplast går ind i en ny strategiperiode.
Derfor vurderer bestyrelsen, at det er et godt tidspunkt at lede efter en ny topchef, som kan lede Coloplast ind i en ny fase med langvarig, bæredygtig vækst, lyder det i pressemeddelelsen.
Coloplast forventer at have en ny topchef på plads inden for 12 måneder.
Foruden sårpleje producerer Coloplast blandt andet også sygeplejeartikler til brug inden for stomi, kontinens og hudpleje.
Imens Lars Rasmussen besidder posten som administrerende direktør, overtager Jette Nygaard-Andersen posten som bestyrelsesformand.
Udskiftningen på topposten i selskabet kommer dagen før, at Coloplast efter planen kommer med sit kvartalsregnskab.
I sidste uge kunne Coloplast fortælle, at man nedjusterede forventningerne til det skæve regnskabsår 2024/2025.
Tidligere var forventningen, at den organiske vækst ville lande på otte til ni procent. Det blev torsdag nedjusteret til syv procents organisk vækst.
/ritzau/