København, 12/05/2026 - 20:41
Én er i kritisk tilstand efter trafikulykke ved Vejen
Haderslevvej er ifølge politiet spærret syd for Vejen på grund af stor ulykke, som involverer tre biler.
Af: /ritzau/
Syd- og Sønderjyllands Politi fortæller, at der er sket en alvorlig færdselsulykke på Haderslevvej syd for Vejen nær rundkørslen ved Skodborghus.
Tre biler er involveret, og i alt fem personer er kommet til skade, meddeler politiet på Politi Update.
Én af de tilskadekomne er endda i kritisk tilstand, og der er rekvireret en helikopter, som kan fragte vedkommende hurtigt på hospitalet.
Derudover er to andre er kørt væk i ambulance. Det fortæller Ole Aamann, der er vagthavende.
På grund af ulykken er Haderslevvej spærret i begge retninger, og andre bilister skal derfor benytte andre ruter til deres bestemmelsessted.
Det forventes, at vejen vil være spærret nogle timer endnu - og formentlig frem til klokken 22 - mens politi, redning og ambulancer arbejder på stedet.
/ritzau/




