Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 13/01/2026 - 02:17

Fire migranter er efter årsskiftet døde i ICE's varetægt

Mellem 3. januar og 9. januar døde fire personer, mens de var i immigrationsmyndighedernes varetægt i USA.

Octavio Jones/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Fire migranter har efter årsskiftet mistet livet i de amerikanske immigrationsmyndigheders varetægt.

Det fremgår af pressemeddelelser fra USA's regering, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det drejer sig om to migranter fra Honduras, én fra Cuba og én fra Cambodja.

De mistede livet mellem 3. januar og 9. januar, viser tal fra de amerikanske immigrationsmyndigheder, U.S. Immigration and Customs Enforcement (ICE).

I samme periode som dødsfaldene blev en 37-årig kvinde skudt og dræbt af en betjent fra ICE. Det skete den 7. januar i Minneapolis i delstaten Minnesota, hvor Renee Nicole Good, der var mor til tre, mistede livet.

Drabet på Good har udløst protester i Minneapolis og i andre byer landet over.

USA's præsident Donald Trumps administration går efter at skrue op for antallet af deportationer, og der er i den forbindelse sket en stigning i antallet af migranter, der tilbageholdes og fængsles.

Den 7. januar viste tal fra ICE, at i alt 69.000 personer var tilbageholdt af ICE.

Tallet forventes ifølge Reuters at stige, efter at ICE har fået en større økonomisk indsprøjtning, som blev vedtaget af Kongressen i USA sidste år.

Den afdøde cubanske anholdte, den 55-årige Geraldo Lunas Campos, døde 3. januar i fængslet Camp East Montana, som Trumps administration har åbnet i delstaten Texas.

ICE har meddelt, at det efterforsker Campos dødsfald. Han var ifølge myndigheden blevet placeret i isolation, efter at han havde udvist urolig adfærd, og blev senere fundet død.

De to honduranske mænd — 42-årige Luis Gustavo Nunez Caceres og 68-årige Luis Beltran Yanez‑Cruz — døde på hospitaler i Houston i Texas og Indio i Californien den 5. og 6. januar efter hjerterelaterede problemer, har ICE oplyst.

Den 46-årige cambodjaner Parady La døde den 9. januar efter svære symptomer på narkoabstinenser i et fængsel for migranter i Philadelphia i delstaten Pennsylvania, siger ICE.

I 2025 døde mindst 30 personer i ICE's varetægt. Det var det højeste antal i to årtier, viser regeringstal ifølge Reuters.

Trump‑administrationen har i høj grad skruet op for antallet af migranter, der bliver løsladt efter fængsling. Det har fået nogle migranter til selv at gå med til at blive deporteret.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek