Aalborg, 27/06/2025 - 19:42
Succesoplevelser blæste OL-stjerne op på enkeltstartspodiet
Niklas Larsen leverede en gedigen overraskelse ved at slutte som nummer to på enkeltstarten ved DM.
Rene Schütze/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En sæson fyldt med succesoplevelser var fredag udslagsgivende for, at Niklas Larsen endte på podiet ved DM i enkeltstart.
Det mener hovedpersonen selv, efter at han leverede en stor overraskelse og tog andenpladsen efter suveræne Mads Pedersen.
- Den generelle selvtillid gennem sæsonen har gjort, at jeg havde et andet niveau, end jeg har haft de tidligere år. Det har gjort forskellen.
- På det sidste har jeg selvfølgelig lavet en satsning for at se, om jeg kunne ramme den på enkeltstarten. Men det synes jeg også, at jeg har gjort de andre år, forklarer han.
På cykelbanen vidner tre OL-medaljer og et hav af mesterskabsmedaljer om, at Niklas Larsen er et af de store danske navne.
Men succesen på landevejen har været mere begrænset. Kun triumfen i PostNord Danmark Rundt i 2019 tæller som officiel professionel sejr.
Men i år har han taget et skridt ned til kontinentalniveau og skovlet topplaceringerne ind i ind- og udland.
- Jeg har bare kunnet mærke, at fysikken har været god i de linjeløb, hvor jeg har gjort det godt. Jeg har kunnet stole på, at fysikken er god nok til at køre med de bedste, og det giver en selvtillid om, at man kan klare de vilde fysiske præstationer.
- Jeg har prøvet at overføre det og stole på, at det nok skulle gå godt. Det er bare fedt, at jeg overrasker mig selv lidt, siger Niklas Larsen.
I denne sæson kører han for det danske hold BHS-PL Beton Bornholm.
De gode takter gennem årets første seks måneder er dog også blevet bemærket af større hold, som udviser interesse for at tilknytte den 28-årige vestsjællænder.
- Jeg ved jo, at det er sværere, når man bliver ældre og har været oppe og nede igen. Jeg har en lidt spøjs historik, og de fleste har nok lidt svært ved at finde ud af, hvad der er op og ned.
- Men jeg håber, at jeg kan vise, at jeg er en anden person og kan gøre det, der skal til for at køre godt igen, siger han.
/ritzau/